Ewald! naar dig jeg mindes, da mørknes mit Øie med Taarer;
Rosen med nagende Orm falmet paa Heden jeg seer.
Skiebnen satte den hen i Lyng, og den drivende Regnsky
Skienkte den, sparsomt kun, enkelte qvægende Stænk.
Kroget da skød den sig frem, halvvisnet sank den mod Jorden;
Endnu dog uskadt en Knop stod paa fortørrede Stilk.
Nornen i sølverbølgende Klædebon foer over Heden,
Saae den ved Midnattens Lys qvalt mellem Tidsler at staae.
Sødt hun da smiilte; men klar stod i Øiet en funklende Taare,
Taaren paa Knoppen nedfaldt tung, og den aabned sig brat.
Og til Forundring en Rose sig herlig udfolded i Purpur;
Endnu de seneste Aar qvæger dens liflige Skiær.
Ewald! stor var din Aand; skiøndt lænked’ de lammede Hænder,
Herlige Toner dog steds lød fra den bævende Stræng.
Ret som Idunna du sad, i en Jothuns goldeste Fieldkløft,
Fængslet, med Taarer paa Kind, Æblerne skiult i dit Skiød.
O, betydningsfuldt var dit Liv, du salige Martyr!
Stærke Laocoon du med det omsnorede Bryst!
Stor var Slangen og grum, som omspændte de kæmpende Muskler,
Midgardsormen det var, Jordens omringende Qval.
Hellige Skiad! din Død var Baldurs: den grusomme Skiebne
Slukked i taagede Tid Fromhedens reneste Ild.