Elegie over en Landsby-Pige
(Efter Hölty.)
(Efter Hölty.)
Sørgeligt og dæmpet Klokken toner
Fra det gamle Kirketaarn herned.
Fædre græde, Piger, Børn og Koner;
Bræder lægges rundt om Gravens Bred.
Hyllet i det lange Dødningklæde,
Og med hvide Roser paa sit Bryst,
Slumrer Hanna, hun sin Moders Glæde,
Hun den hele Landsbyes Lyst.
Kummerfuld og bleg hver øm Veninde
Tænker ikke meer paa Leg og Dands;
Staae om Kisten grædende, og vinde
Deres Elskede en Liliekrands.
Flere Taarer værd var ingen Pige,
End du er det, fromme, gode Mø!
Meer forklaret blier i Himmerige
Ingen iblandt dem, som døe.
Som en Engel hist i hvide Klæder
I sin lille Hyttedør hun stod.
Blomsterne var hendes gyldne Kiæder,
En Viol sin Barm hun pryde lod.
Hendes Vifte var de kølne Blade,
Morgenlunden hendes Pyntesal,
Hendes Speil var Bækkens blanke Flade,
Hendes Sminke dens Krystal.
Sædeligheds Maaneglands omsmiilte
Hendes Blik og Kindens Rosenblod;
Aldrig Uskylds Himmelaand bortiilte,
Aldrig, aldrig Hanna den forlod.
Mangen Ynglings drukne Øie bæved
Luetændt paa hendes Yndighed;
Men for Vilhelm hendes Barm sig hæved
Af bestandig Kiærlighed.
Ingen uden Vilhelm! Vaaren vinkte
Venligt dem til Skoven med sin Glands.
Under Grønt, og Blaat, som Himlen blinkte,
Svævede de hen i landlig Dands.
Om hans Hat i Høsten Baand hun snoede,
Paa en Hvede-Neg de sammen sad.
Ved et Smiil han blev saa vel til Mode,
Iilte til sit Arbeid glad.
Skottende sin Yndling huldt i Møde,
Bandt hun alt det Korn, som Vilhelm slog,
Til sit Skiær den svale Aftenrøde
Giennem Vestens blege Skyer jog.
Al sin Fryd han saae i hendes Blikke,
I hans Drøm hver Nat hun blandte sig.
O! saa ømt, saa saligt elsker ikke
Englene i Himmerig.
Vilhelm! Vilhelm! Dødningklokken lyder,
Sortbeklædte Kiste hæver man,
Veemodsfulde Sørgesang udbryder,
Unge, hvide Piger gaae foran.
Med sin Psalmebog i Haand han blegner,
Stirrende saa vildt ved Gravens Bred;
Taaren rinder langsomt, Kisten segner
I det sorte Giemme ned.
Gode, fromme Siæl! du slumre rolig;
Snart din Slummer evig er forbi.
Klag, naar det er mørkt, paa Gravens Bolig,
Nattergal! din Veemodsmelodie.
Bæv om Gravens lille Blomsterskygge,
Aftenvind! naar Maanen smiler klar,
Og i disse Lindekroner bygge
Ømt et Turtelduepar!