Phantasie! hvi river du mig
Til skiønne Erindringer hen?
Gierne, gierne fulgte jeg dig,
Men maa vende tilbage igien
Til den kolde Tid, da din skiønne Lue
Hvirvler ei længer mod Himlens Bue.
Hvi aflokker, Harpe! din Sølverklang,
Som bæver i Aftnen saa huld,
Den modløse Sanger endnu en Sang,
Mens Solen gaaer ned i sit Guld?
Ak! bedre, du taus paa Egen hænger,
Dine venlige Toner elskes ei længer.
Der var en Tid — ak, længst den svandt!
Dens Minder dybt i mit Hierte gløde.
Da agtedes Minnisang ei fvr Tant,
Det var Jordens barnlige Morgenrøde;
Naar Skialden sang med begeistret Røst,
Da blussede hvert nærværende Bryst.
Kongen var stolt af at være hans Ven,
Skiøndt han afslog Glimmer og Rang.
De skiønneste Piger stimlede hen
Og kyssed ham, naar han sang.
Der sad han henrykt; hans skiønne Vinding
Var den Krands, de vandt om hans lokkede Tinding.
Harald og Frode! I muldne i Leer,
Eders skiønne Tider forsvunde.
Sangen besiæler ei Kæmper meer
Om det herlige Tafelrunde.
See Ruinerne, hvor veemodigt de gløde
I den sidste, glimtende Aftenrøde.
Kom, Harpe! Solen udslukkes brat,
Dens sidste Straaler kun virke;
Kom, vi vil slutte os inde i Nat
I Roskildes gamle Kirke.
Der vil jeg ved din dæmpede Klang
I Choret synge min Svanesang.
Min Røst skal mane Skyggerne frem
Fra Jordens fugtige Volde;
Fra Gravens gamle, ærværdige Hiem
Skal de stige med Harnisk og Skiolde,
Og de blege Piger i Maaneskin
Skal atter smile med blussende Kind.
Saa har jeg dog siunget en eneste Stund
Paa en Tid, det var værd at siunge.
Farvel, du gamle, dunkle Lund!
Under Hvælvingen nu min Harpe skal runge.
Mellem Ridder og Hustru og Svend og Mø
Vil jeg synge og blusse og blegne og døe.