Der er en Sal høit over Himlens Blaa,
Den faaer sit Lys af Morgenrødens Lue,
Dens Gulv er strøet med Nattens Stierner smaae,
Dens Loft sig hvælver over Himlens Bue.
Der dufter Rosen i en evig Vaar,
Der bølge altid svale Vestenvinde.
I Midten straalende en Throne staaer,
Der sidder Freia, Kiærligheds Gudinde.
I denne Sal, hvor Vedbendranken hen
Ad Væggen frisk og grønnende sig slynger,
Hvor Blomsten, plukket, springer ud igien,
Hvor Nattergalen dobbelt kiælent synger,
Der svæve Par og Par i kiærlig Dands,
Favn imod Favn, paa Lilier og Violer;
Og Freia smiler, hendes Øies Glands
Fortryller Hver med lige milde Straaler.
Og hendes tvende Møer ved Harpens Klang
Da synge sødt og jublende derinde;
Hver svunden Fryd gientager Fyllas Sang,
Og Hlynas vifter hen hvert Kummers Minde.
Til Valhals Stridere, til Kampens Lyst
Man ofte seer de unge Helte drage;
Men til Folkvangur snart, til Elskovs Bryst,
Med Egekrands de ile froe tilbage.
Naar Asken er i Urnen sluttet ind,
Og Jorden sorrigfuld sin Kæmpe savner,
Da stiger let hans Aand paa Nattens Vind
Til Stiernen op, og sødt sin Glæde favner.
Der, Gyda! jeg forenes skal med dig,
Naar Rotas Vingeslag her Livet ender,
Naar Straalen i dit Øie slukker sig,
Og Harpen synker taus af mine Hænder.