At giøre Dramer uden Damer,
Intriguer uden Koner, Piger,
At giøre Læser kold og heed
Aldeles uden Kiærlighed:
Det kunde synes fast umuligt,
Ei qvindeligt og ei jomfruligt;
Hvorledes vil en Musa da
Besøge Jorden himmelfra?
Dog, søde Børn! er da blandt Andet
Ei Kiærlighed til Fædrelandet
En hellig Ægtekiærlighed,
Som vel bør giøre Helten heed?
Er Kiærlighed til Mod og Styrke
Da ingen Elskov, vi bør dyrke?
Kan Trostab og kan Venskab mild
Ei vække denne Guddomsild?
Og hvad er da vel Fædrelandet?
Kun en Gudinde, intet Andet.
Og hvad er Troskab, Venskab, Dyd?
Gudinder ene, Livets Fryd.
Og Had og Avind (thi dem finder
I ogsaa her)? Lutter Gudinder.
Hver Guddom styg, hver Guddom skiøn
Maa træde frem af eders Kiøn.
Her findes altsaa jo, Veninder!
I Grunden Intet uden Ynder;
Usynligt støbe Kuglen de.
De Mænd, som legemligt vi see,
Der gaaer omkring med stolte Miner,
Er kun Gudindernes Maskiner,
Løsladte Marionetter kun.
Hver Handling har en Inde-Grund.
Hvad (efter Riisbrigh) „anbelanger”
Den Elskov, som I kiælent fanger
I „engere Bemærkelse”,
Og som ei findes her — o, Vee!
Hvad skulde Amor her, den Lille?
Kan han ei Hovedrollen spille,
Saa er ham Rollen alt for slet.
Saaledes kom vi ud af det.