Naar Danerskoven grønnes,
Naar blaalig Luften luner,
Og Nattergalens Slag til Elskov vækker;
Naar Bondens Flid belønnes,
Og Bautastenens Runer
Paa Høien prydes hist med Blomsterhækker;
Naar Flora Lunden tækker,
Og spætter Græsset med de blaae Kiærminder
Naar Roser dufte røde,
Og naar de Jordbær søde
Til Skoven vinke Dalenes Hyrdinder —
Da kalder mig tilbage
Skiærsommer trende kiære Fødselsdage.
For dem at helligholde
Hid nærme sig Favoner,
Mens Boreas er bunden fast og stille.
Da hyler ingen kolde
Stormslag i Skovens Kroner;
I Skyggen Nattergalen slaaer sin Trille.
Da træder frem den lille
Gud Amor med sit Kogger og sin Bue;
I Skovens Tabernakel
Han tænder da sin Fakkel
Ved Rosenbægrets høie Purpurlue,
Sigter med sine Flammer
I Hyrdeflokken ind — Vee den, han rammer
Og naar nu Pilen brænder
Dybt i det unge Hierte,
Da blier den lille Amor saa fornøiet;
Han gnider sine Hænder,
Og svinger høit sin Kerte,
Og Glæden lyser Glutten ud af Øiet.
Da breder han ophøiet
Sit Sølvervingepar, og bort sig skyder.
Urania fremtræder
I linnedhvide Klæder,
Og sætter sig i Ly, hvor Bækken flyder.
Amor paa sine Vinger
Har Elskov bragt, hun Kiærligheden bringer.
Hun bringer Kiærligheden
For Ven, for Søster, Broder,
Og for Forældre, som for Døttre, Sønner.
Hun tryller til et Eden
Vor Jord, den gode Moder;
Det rene Bryst hun rigeligt belønner.
O, naar sig Skoven grønner,
Naar slog med meer Hengivenhed et Hierte?
Naar flød en bedre Taare?
Naar saae man Frastand saare
Med mere bitter og veemodig Smerte?
Naar alle Blomster tindre.
Da blomstrer Siælen og i Støvets Indre.
O søde Tid, o Lykke,
Som trende slige Dage,
Saa kiære, skienker mig, naar Flora kommer!
Hvordan skal jeg udtrykke
Min Glæde, som min Klage,
Thi ene staaer jeg i den skiønne Sommer.
O, Gud! du est min Dommer:
Jeg elsker dem. Men paa min Vandringsbane
Mig Hiemmets Fryd forlader;
Skilt fra mm gamle Fader,
Fra min Sophia, fra min Christiane,
Kan jeg dem varmt ei favne
Til dette Bryst, maa Dagens Glæder savne.
Men jeg skal atter skue
De skiønne Dages Glæde,
Og dele den, og med de Andre nyde.
For Arnens hellige Lue
Jeg atter ind skal træde,
Og i min lille Vennekreds mig fryde.
Gud vil min Stav ei bryde,
Saalænge den som Vandringsstav mig følger;
Nei, hiem til mine Kiære
Skal atter trygt mig bære
Du, Østersø med dine blide Bølger!
Til Danmarks gamle Rige,
Til Fader, Søster, Venner, og min Pige.
Men inden jeg kan prise
For dette Godheds Giver
Paa Danmarks Grund, og paa din Grav, min Moder!
Saa maa min Sang bevise,
At evig jeg forbliver
En evigtrofast Elsker, Søn og Broder;
At Hav og Land og Floder
Adskiller ei, men knytter, og forbinder;
At hist er mine Tanker,
Hvorhelst min Fod end vanker,
Naar Solen stiger, og naar Solen svinder;
At sig min Reise skynder,
En Ring, at endes kun, hvor den begynder,
Saa iil, min Sang! da skyndeligt mod Norden,
Tolk dem min Sorg, min Glæde,
Og viis dem, at jeg borte var tilstæde.