Sludfuld, taaget og kold skyller med Storm Regnen mod Klippens Grund
Hist, hvor fiernt mellem Field aabner for Nordhavet sig mørk en By.
Sparsomt Flora med Vaarpryd, og med Smiil Solen paa Himlens Blaa
Gleester den, mens Arctur blegner i letslumrende Sommernat.
Nødtørft sammen den drev, Handel er der Løsnet, og nordisk Kraft
Tidt med senestærk Arm lydig til Frugt Havet og Stormen tvang.
Stræbsom Flid og et utrættet Erhverv skaffer til nøgne Kyst
Ceres’ Gaver, du froblussende Gud Bacchus! din Druesaft.
Hvilken Skiald da med Lyst slog ei sin Frydsharpe til Hædersqvad
For slig mandelig Daad? thi hvad er meer mandelig ærefuldt,
End at tvinge den barsk-ydre Natur lydig ved indre Kraft?
Ak, men nei, men i Dag toner den sølvklingende Cithar ei
Styrkens Roes; den er dækt, dæmpet til Sang, dækt med et Sørgeslør.
Thi ved Kamp og ved raskøvelig Daad svulmer paa Mandens Arm
Senens Jern, og hans Bryst runder sig fritaandende, Modets Hiem;
Men hvo drømte vel blandt Musernes Børn om, at paa Fieldets Kant
Huldt af sparsomme Solsmiil, bag et sletskiermende Vinterlæ,
Ud var klækket en Blomst, sielden og fiin, mildelig elskovsfuld,
Sydligskjøn af Natur, duftende sødt, kiælen mod Solen vendt?
Høit paa goldeste Biergaas imod Sky voxer vel stundom frit
Lægens Urt, med en skarp virkende Glød, krydret med Jetteblod;
Stærk helbreder dens Rodmelk, og jeg veed vel, at din bittre Urt,
Holberg! der mellem Steen suged sin blodrensende Sundhedssaft.
Heller hindred mig ei hvinende Stormslag fra med henrykt Aand
Grant at høre din Sang, Skiald! naar fra Fielddybningens Blomsterkurv
Rask du, Ossian liig, Klippen besteg, døvende Bølgens Gny.
Nordisk Elskov og Biergheltenes Daad klang fra din Harpestræng,
Selv tungsindige Suk, Dæmringens Gisp liig giennem Dovrefield.
Men det Blomster, som nu visnet og brudt driver for Bølgen hist,
Var ei nordisk, af diærv Kæmpenatur; var — hvilket Underværk! —
Var en østerlandsk Urt, klækket til Duftglæder af Alfers Chor.
Selv Titanias Haand, liliehvid, spæd, planted paa Klippens Grund
Hist den, aanded dens Luft luun med sin høitsvulmende Svanebarm.
Ak, hvad skiønnere Blomst aabner, end du, Hierte! sin Purpurkalk?
Rosen selv er mod dig søvnig og mat, kold, uden Ynders Magt.
Men hvad Blomst i Natur martres af Frostblæseren Africus,
Som af Kummerens lumsk-ulmende Pust, Hierte! din Urne luun?
Ha, for slig en Orcan Alfernes letsindige Dronning ei
Blomsten skiermed. For Fieldstorm kun i Nord, kun for den ydre Storm
Hielp hun gav; og den blev herlig og høi, voxte med frodig Kraft,
Blev en Lind, i hvis Læ Clio med Guldlyren hensatte sig.
Egnens Ynglinger did lokked ved Klang, hellige Mø! din Røst —
Ja, min flammende Siæls Kraft har du vakt først med din Heltesang.
Men hvad Blomst i Natur martres af Frostblæseren Africus,
Som af Kummerens lumsk-ulmende Pust, Hierte! din Urne luun?
Medens Luften sig klar mildned, mens grøn Kronen sig runded frit,
Lad Fortvivlelsens Orm uformærkt ind dybt sig i Stammens Marv,
Og den blomstrende Lind tabte sin Blomst, misted sin Sommerduft,
Blev en grædende Piil, bøied sin Løvgreen mod den dunkle Flod,
Kun i Floden det end levende Blad fandt sin Forfriskelse.
Daglig Stammen blev meer runken og tør, til i en Rædselsnat
Skiebnen ynktes ved slig langvarig Qval, styrted den medynksfuld
Ned, med Knagen den faldt, splintret og brudt — nu har den overstridt.
Men med Flor om sin Guldlyra paa Strand sidder nu Clio taus.
Medens Skialden en Sivblomst kaster hen efter den Bul, som ei
Meer rødfæstet, ei meer fængslet i Jordlegemets Kummersmuld,
Flyder let nu paa Styx, venlig befriet, til et lyksaligt Hiem.