Mens høie Guder
Fornøied sig, hvor salten Sø
Med Vælde tuder
Rundt om Hler-Ægirs Øe;
Greb den Gud for Havets Magt
Om et Horn saa stort,
Dannet udi Skiønheds Pragt,
Saare kunstig giort.
Blandt Sneglehuse
Dybt udi det vaade Blaa,
Hvor Bølger bruse,
Man ei dets Lige saae.
Farvespættet der man fandt
Hver en Rand og Krog,
Slangebøiet det sig vandt,
Som en spraglet Snog.
I smidig Vinden
Smelted Rødt i Hvidt og Guult;
Hornet forinden
Var rummeligt og hult.
Duppen i den snevre Bund
En Karfunkel grøn,
Randen om den brede Mund
Gyldenblank og skiøn.
Det Horn mon love
De Disar udi Ægirs Sal,
Han raabte: Vove!
Fyld mig min Pokal.
Haaret flettet ind med Siv,
Blysom Vove stod;
Blaatindbeltet smekkre Liv,
Trind den spæde Fod.
Fulgt af sin Søster
Hun kom mens alle Guder loe,
De hvide Bryster
De bølgede saa froe,
Bag den blotte Jomfrubarm
Hiertet bange slog;
Taus med Smil hun i sin Arm
Sneglehornet tog.
Alt efter Vane
Derpaa den unge Havets Mø
Stak som en Svane
Ned udi salten Sø.
Snart man atter hende saae
Paa den grønne Strand;
Hornet fyldte Perler smaae,
Klare som et Vand.
I brune Hænder
Tog Gubben, hvad Pigen ham gav:
Hler Ægir sender
En Gave fra sit Hav.
Gaven være Disen bragt,
Midt i Kredsen der!
Som besidder største Magt
Udi Guders Hær.
Da Frigga reiste
Sig med sin egegrønne Krands,
Gudinden kneiste
Med herlig Himmelglands:
"Moder for et Herthedal!
Odins Hustru bold,
Hvo har udi Asers Sal
Større Kraft og Vold?"
De hvide Hænder
Da strakte Gefion ud mod Sø;
Saa trinde Hænder
Som hun har ingen Mø.
"Hvo har pløiet Herthalund
Did du rige Frei?
Hvo gav gyldne Neg sin Grund?
Ingen uden jeg!"
Men Eir sig hæved
Med sin Rod sin skarpe Kniv:
"Hvor ofte bæved
I ei for Heltens Liv?
Hvad er Kæmpe, hvad er Land,
Uden Sundhedssaft?
Hvilken Kraft sig ligne kan
Med min Lægekraft?
Nornen den høie
Da stødte stoltelig til Lyd;
Hvert Asaøie
Faldt hen paa hendes Spyd.
"Livet har I vel frembragt,
Guders stolte Hær!
Men hvad standser Livets Magt?
Det giør Nornens Spær!"
Da Freia smilte!
Paa sin lille Fod af Snee
Didhen hun ilte,
Hvor Gaven var at see:
"Ægir giv du Hornet mig;
Freia stander først,
Al Naturen siger dig,
At min Magt er størst."
At kiæledægge,
Begyndte hun paa Gubbens Skiød,
Fra trinde Lægge
Bort Klædebondet flød.
Trykte til hans Ryg sin Arms
Alabaster ned;
Lod ham skue nær sin Barms
Brustne Fyldighed.
Fast elskovsfangen
Alt Ægir efter Hornet tog;
Ham vakte Klangen,
Thi Bragi Harpen slog:
Og som nu hans Øines Ild
Faldt paa Guders Rad,
Blev han Ydun vaer, som stil
Hos sin Husbond sad.
Saa taus blyfærdig,
Indhyllet i det kydske Flor,
Sad hun elskværdig,
Om ranke Liv en Giord.
Brun var Haarets rene Glands,
Som en Knude bandt;
Af Violer sig en Krands
Giennem Lokken vandt.
Et gyldent Bæger
Hun holdt udi sin hvide Haand.
Naar Bragi leger
Paa Harpen fro i Aand,
Dufter strax den modne Frugt
Fra hin Skaal paa Stand,
Breder ud en liflig Lugt
Over Hav og Land.
Den hulde Qvinde
Med Ynders ubevidste Magt
Mon overvinde
Selv Freias stærke Pragt.
Ydun! Ægir raabte brat,
Syng i Bragis Maal,
Syng os, hvilken sielden Skat,
Rødmer fra din Skaal.
Med deilig Stemme
Det klang, som naar i Vaarens Dal,
Bag Bøgens Giemme
Fløiter en Nattergal;
Ydun sang ved Harpens Klang,
Høit steg hendes Røst.
Harpen klang og Yduns Sang
Smelted Alles Bryst.
"Den friske Rødme,
Som funkler her fra Skaalens Rand,
Den hulde Sødme
Kun Guder styrke kan.
Blev af disse Æbler smaae
Krystet ei en Drik;
Falmed Odins Lokker graae,
Sluktes Freias Blik.
Naar Bragi synger,
Da modnes paa et helligt Træ
Dets Æbleklynger
I Lundens Sommerlæ.
Kun Udødeligheds Kraft,
Kun et evigt Liv
Skiænker denne søde Saft."
Saa sang Bragis Viv.
Et venligt Stille
Bifaldt hvad Disasangen lød.
Da saae man trille
Ned udi Yduns Skiød
Alle Hornets Perler smaae,
Klart, paa Kildeviis:
Skatten dig tilhøre maa,
Valhals høie Dis!
Hvad jeg forlanger,
Til Giengield for hvad her du fik,
Er, at jeg fanger
Udaf din Most en Drik.
Tolk min Daad og min Bedrift
I en Skaldesang,
Lad den fra din Runeskrift
Tone frem engang!
Det Ydun loved,
Og derpaa deelte hun sin Skat.
Hver Disas Hoved
Blev smykt med Perler brat.
Hornet skiænkte Bragi hun,
(Suttungsmiødens Maal)
Ægir gav hun strax paa Stund
Frugter af sin Skaal.
Hvis ikke siden
Af onde Lok’ i Ægirs Bo
Forvendt til Striden
Var vorden Gildets Ro,
Havde Sæmund i sit Skrift
Daaden længst fortalt;
Men den vældige Bedrift
Har den mindre qvalt.
At ei forsvinde
Den skulde reent og plat forgaae,
Bød min Gudinde
Mig her Guldharpen slaae.
Oldtids gamle Taager flye,
Valhal straaler smukt;
Guder vaagned op paa ny,
Ved Yduns Frugt!