Ved Rhinens Bred en yndig Hal
Stod midt i Dalens Favn;
Der følte Fader Reichenwald
Sig i sin Lykkes Havn.
Forpagter var han, stærk og diærv,
Med Hustru, Døttre to,
Og nød et redeligt Erhverv,
Midt i Naturens Ro.
"Nu smiler atter Vaaren blid,
Thi længst er sluttet Fred,
Og selv i Kampens værste Tid
Tog Stormen os ei med.
Sex franske Helte hused vi,
Fra Elsass Naboland.
De stod os troe i Faren bi,
Og fierned Ildens Brand."
"De alt betalte, hvad de fik,
og Intet med de tog."
Luise sad med vaade Blik,
Og hendes Hierte slog;
Men Faderen blev det ei vaer,
Og raabte glad og stærk:
"At jeg endnu min Velstand har,
Det er min Fiendes Værk."
"Min Hanna nu jeg styrer ud;
Hun skal i Silke gaae,
Med Gyldenstykke, yndig Brud,
Hun skal i Kirken staae.
Og Bissekræmmeren jeg snildt,
(At intet mangler, Mo’er!)
Har end i Aften hidbestilt,
Med Perlebaand og Flor."
Skiøn Hanna hos sin Brudgom sad,
Og Manden hos sin Viv;
Hver følte sig saa hierteglad
Ved munter Tidsfordriv.
Luise stod med vaade Blik,
Den yngre Søster skiøn;
Og hvad i Hiertet foregik,
Det dulgte hun i Løn.
Hun stirred taus ad Vindvet ud,
Med Øine store blaae:
"Imorgen staaer min Søster Brud!
Gid jeg i Graven laa."
Saa voldsomt hendes Hierte slog,
Imens de Andre loe.
De tappre Franker Intet tog —
Men Een dog hendes Ro?
"De alt betalte — jeg det veed —
Hvergang de blev husvalt;
Kun blev ei med Gienkiærlighed
Min Kiærlighed betalt.
Han reiste bort. Alt hvad han gav
Var dette røde Baand.
Det følge skal mig i min Grav,
Det slipper ei min Haand."
Da blev den blege Kind Karmin;
Hun treen paa langsom Fod
I Haugen ud, hvor af Jasmin
Den grønne Løvsal stod;
Hvor Maanen hun saa mangen Gang
Saae giennem Skyens Rift,
Og hørte Vilhelms kiække Sang
Om Frankernes Bedrift.
Hun sad med dybt nedbøiet Sind,
Thi Kummeren var svar,
Med Liliehaand til Purpurkind,
Og blev slet intet vaer.
Men Haugedøren stod paa Klem;
Ei Kræmmeren var seen,
Med Kassen, aaben i en Rem,
Han for Luise treen.
"Jeg været har hos Bruden nu,
Hun sendte mig herud.
Som Brudejomfru følger Du
Imorgen Søsterbrud.
Saa vælg dig nu af Gubbens Kram
Det Bedste, som du veed.
Ei mine Varer giør mig Skam,
See hvilken Herlighed!
"Har, Olding, Du et Hierte der
At sælge?" — Et af Guld?
O ja, mit smukke Barn, see her!
Vær dette Hierte huld!
Det smykke skal din hvide Hals;
Let Kiæden er, men stærk.
Kun Dig jeg byder den tilfals,
Thi den er Amors Værk!"
Han kasted Kappen af med Lyst,
Den franske Kriger fro:
"Tryk dette Hierte til dit Bryst,
Det er som Guldet tro!
Jeg elskte Dig, Du Lilievand!
Men Hiertet var ei frit;
Jeg skyldte det mit Fædreland,
Men nu, nu er det dit!
Jeg taug i Kampens vilde Færd,
Da Staten streed mod Stat,
Thi viet til sit gode Sværd
Er ærlige Soldat;
Nu tie vilde Vaabenbrag,
Og nu kan Ploven gaae;
Thi sværger jeg, fra denne Dag,
Til Amors Fane blaa."
O hvilken Glæde midt i Mai,
I den Forpagterbo.
Eet Brudepar blev viet ei,
Nei hele kiære to!
Nu kommer jeg med lidt Moral,
Jeg er af sligt en Ven:
Gid Hver, som Pigehiertet stial,
Maa bringe Sit igien!