Nattens blege Gienfærd lyste,
Stormen dreied Kirkespiret.
Emma ved min Side gyste,
som en Engel lillieziret.
Nattens sorte Haner gole,
bange gik min troe Veninde;
hendes hvide Silkekiole
flagred i de kolde Vinde.
Svagt en Stemme til en Cither
langsomt hörte vi at qvæde.
Da vi treen for Portens Gitter
stod der Een i Dödningklæde.
Emma kom, din Moder vinker!
See, hist ligger jeg saa ene,
medens Sol og Maane blinker
paa de kolde Marmorstene.
Emma sank i mine Arme,
stirred Skyggen mat imöde;
trykte mig med sidste Varme,
smilte sittrede og döde.
Hiem jeg bar min Elskerinde,
kold bestraalt af Nattens Sole.
Underlige Dödningvinde
vifted i den lange Kiole.
Derpaa jeg til Lunden ilte,
gav mig flittig til at söge,
mens bestandig Maanen smilte
blegguul paa de sorte Böge.
Fandt det elskte Træ, som heldte
over os saa tit fortrolig;
græd imens jeg Træet fældte,
slæbte det til Emmas Bolig.
Kyssed hendes hvide Klæder,
greb en Sang saa mat og ene,
danned saa de lange Bræder,
som indslutter hendes Bene.
Hen til hendes kiere Bier
derpaa jeg mig sagte skyndte.
Skovens milde Melodier
vidned Morgenen begyndte.
Bien stak, jeg fandt det ikke;
ud jeg tog den store Kage.
Emma stod for mine Blikke,
stirrende saa huldt tilbage.
Biens Stik jeg henrykt taalte.
Lys af gule Vox jeg stöbte.
Klart den sidste Nat de straalte,
da jeg hendes Liig indsvöbte.
Snoren rasled, i det Dybe
sank hun, fulgt af mine Taare.
Rædsomt fölte jeg det krybe,
giennem hver en lunken Aare.
Næste Nat da Stiernehorden
veltede sig op af Havet,
ilte jeg til Kirkegaarden,
hvor min Emma laae begravet.
Södt en Stemme til en Cither
atter hörte jeg at qvæde.
Tæt ved Portens sorte Gitter
stod hun i sit Dödningklæde.
Ludvig kom, din Pige vinker!
See hist ligger jeg saa ene,
medens Elskovs Stierne blinker
paa de hvide Marmorstene.
Emma! raabte jeg med Klage,
tag mig med, du Eiegode!
See hvor bleg jeg staaer tilbage
paa den kolde, mörke Klode.
Ak da hæved hun sin Finger
höit, den englehvide Pige;
viste mig den Stie som svinger
ukiendt sig til Himmerige.
Med en Taare i sit Öie
kyssed hun mig ömt paa Munden,
stirred bönlig i det Höie,
sukkede — og var forsvunden.
Derfor sanker jeg Violer;
de mit blege Liig skal klæde,
naar i Nat de hvide Straaler
vinke mig til evig Glæde.