Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
Da fødes det lille Barn Jesus igien.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
Det er vor Frelser! Det er ham selv!
Derfor Naturen saa huldt og skiønt
Sig fryder og klæder i Haabets Grønt.
For unge, uskyldige Hyrder, brat,
Som stirre til Himlen i klare Nat,
Guds Engle da trine paa Marken ind;
De svæver og bæver i Maaneskin,
Og siunger: Idag er en Frelser fød,
Af Vaarens, den hulde Marias Skiød!
Den reneste Dug er hans eneste Drik,
Til Himlen stirrer hans fromme Blik,
Til Himlen han rækker sin barnlige Haand,
Til Jorden bundet med Rosen-Baand,
Hans Lallen er Zephyr, hans Vugge Straae,
Hans Øine funklende Himmelblaa.
Ak Hyrder! Ganger i Bethlehem ind,
Og rører det kolde, forhærdede Sind!
Og beder dem ud paa Marken gaae,
At skue det Barn i de spæde Straae,
At dets uskyldige Smil og Røst
Kan hæve til Himlen det jordiske Bryst!
Saa svæve de Engle til himmelske Hiem,
Men Hyrderne vandre til Bethlehem;
Og sige hvad dem er saligt hændt,
Og blier bespottet og Ryggen vendt.
Saa vandre de atter paa Marken ud,
Og knæle for Barnet, og troe paa Gud.
Og Stiernen blinker paa Himlen frem
Og vinker de Konger af Østens Hiem.
Og Straalerne kommer i fromme Chor,
Og synker ydmygeligt ned til Jord,
Og prise Frelserens hellige Navn,
Som smiler i Moderens skiønne Favn.
Og reise sig atter fra sorten Muld,
Som Blomster, i Purpur og Fløil og Guld;
Uskyldige Børn, saa fromt, saa smukt,
Halv stigende, halv mod Jorden bukt,
Og række de Urner, saa sødt forgyldt,
Med Virak og duftende Myrrha fyldt.