Herr von Bilbo endnu i Bønderklæder, han kommer ind med et Brev i Haanden. Henrik kommer slæbende med den store Klædekurv.
Bilbo.
Stil den op der! At jeg bestandig kan have den for Øine, som et Billede paa den menneskelige Elendighed.
Henrik.
Herren har skrevet! Han er blækket om Fingrene.
Bilbo.
Ja! Det er et sværmerisk rørende Brev til min forlorne Søn.
Henrik.
Aa, maa jeg høre?
Bilbo.
Ja! Jeg skal saa have det giennemlæst, for at eftersee, om det ikke indeholder nogle dramatiske Feil. Læser. „Jeg er kommen i Erfaring om, at din Hundsvot støver omkring herude, som en Nar og en Landstryger. Kommer du ikke hiem, og gaaer i dig selv, og givter dig med den rige Enke, saa giør jeg dig, Fanden maltraktere mig, arveløs.”
Henrik.
Ak Herre, læs ikke meer. Jeg kan mærke paa mine Taarer, at De have isinde at sige op inden Flyttetid.
Bilbo.
Henrik.
Det er desuden en vanskelig æqvilibrisk Øvelse at see sig selv i Øynene. Lad mig see. Jo det seer rigtig nok ud som om Herrens ene Øye var forfaldet til Melancholie.
Bilbo.
Ak ja! Jeg er en tungsindig, en tungsindig melancholisk Mand. Det banker. Hvad er det? Det banker paa Døren. Ha, det er vist min Søn. Han lovede at besøge mig her i Dag. Det ahner mig, at det er ham. Hielm kan det ikke være, han veed ikke, at jeg boer her, thi han giør altid Nar af min indskrænkede Oekonomie. Gaae din Vei, at dit Liberie ikke forraader mig. Henrik gaaer. Der staaer en gammel Rive. Jeg vil lade som jeg arbeidede paa den og synge noget — noget — Idyllisk! Hvad det nu kan være. Arbeider og synger.
Vi Bønder vi ere saa glade i Hu,
Og Høsten den er vor Ven.
Naar vore River de gaaer itu,
Saa — giør vi dem hele igien!
Guilielmo og Clausine
træder ind, den Sidste med Sløret over Ansigtet.
Guilielmo.
Guds Fred Fader!
Bilbo
lader som ingenting, og vedbliver.
En Tand nu saa let af en Rive gaaer,
Der kiøres med den i Ring. —
Tit er det herligt, naar man forstaaer
At sætte en Pind for en Ting!
Guilielmo.
God Morgen, Landsmand!
Bilbo.
Ih see god Morgen! god Morgen Herr Spillemand. Naa Tak skal han have, fordi han smukt holdt sit Ord, og giorde mit ringe Huus den Ære. — Men hvad er det for en rar Dame, han har med sig der?
Guilielmo.
Det er min Kiereste. Seer han nu, kiere Ven! Her er ikke Tid til mange Omsvøb. Han tilbød mig igaar sin Tieneste, i Dag kan han bevise mig en meget stor Tieneste.
Bilbo.
Ih med Hiertens Glæde.
Guilielmo.
Han maa skiule os her, paa nogle Dage, til vi have havt Bryllup. Vi ere flygtede herhid sammen; — nogle Smaating nøder os —
Bilbo.
Smaating? Jeg kan tænke det. Som per Exempel: Forældrene, kan jeg troe.
Guilielmo.
Rigtig, min Fader er gammel, urimelig —
Clausine
som imidlertid opmærksom giennem Sløret har betragtet Bilbo og Kurven, trækker Guilielmo angst til en Side.
Vilhelm! Vi ere forraadte, vi ere forraadte! Det er din Fader! Det er din Fader!
Guilielmo smilende.
Min Fader? Det er jo en god gammel, ærlig Bonde.
Bilbo udbrydende.
Ja men du skal ikke skue Hund paa Haarene, din Ravneunge! For det kunde være, Tøsen havde Ret alligevel.
Guilielmo bestyrtset.
Min Fader!
Bilbo.
Ja din Fader! I det mindste er jeg din Moders Mand, du Hedning! Du Renegat! Du Mahomedaner! Du... du... du!
Guilielmo.
Min Fader! Ivre Dem ikke. Hvordan har De levet saalænge!
Bilbo.
Levet? Som et Bæst! Som en ulykkelig Mand. Ivre mig ikke? Jo Fanden opsige mig Huldskab og Troskab om jeg ikke vil; jeg vil ivre mig en Galdefeber paa Halsen, du Landstryger! Du Døgenicht. Du — du — du — du — du — Kunstner!
Guilielmo.
Hør os.
Bilbo.
Oh jeg behøver intet at høre. Jeg kiender meget godt den Kammerkisken, der staaer, med hvem du agter at træde ind i den hellige Ægtestand, efter at du først har lagt og siunget for hende, om Natten.
Guilielmo.
Min Fader! De tager feil.
Bilbo.
Guilielmo.
Uheldige Skiebne!
Bilbo.
Jo jeg kiender dine Streger. Jeg har en lille Fugl, som siger mig alt. Jeg har en Finger paa hvert Øye. — O jeg seer ret godt hvor befippet hun er, Mamsel! Jeg mærkede strax, at Kurven giorde hende betuttet. Hun har sikkert havt en Haand med i Spillet. Tag hun kun Sløret fra Øynene. Vær ikke undseelig. River hende Sløret fra Ansigtet. Hvad hvad hvad seer jeg? Giør halv ærbødig og halv ironisk en dyb Reverenz. Min naadige Frøken!
Guilielmo.
De seer, at De har taget feil?
Bilbo
fatter sig; med skadefro Glæde:
Det er altsaa Jer to, der ere flygtede hen til mig, af Forsigtighed, indtil Brylluppet var forbi.
Guilielmo.
Misbrug ikke den Magt, som Skiebnen giver Dem over os.
Bilbo ude af sig selv.
Neppe jeg formaaer at tale,
I min Harmes vilde Ruus.
Intet kan min Glæde male,
Nu jeg har jer i mit Huus.
Der staaer Kurven, som jeg tænkte
Skulde aabnet Lykkens Vey!
Der staaer Damen, som den skienkte,
Der staaer Knægten! Her staaer jeg!
Clausine og Guilielmo.
Kiere Fader, o tilgiv!
Bilbo.
Aldrig, aldrig i mit Liv!
Clausine.
Han var revet fra mit Hierte,
O! min Kummer var for svar.
Tilgiv Pigen, i sin Smerte,
At hun Dem fornærmet har.
Bilbo.
Nu de henrykt er i Aanden,
Taaren rinder kryds og qver.
Ingen Tagsteen er ved Haanden —
Tør den af paa Kurven der!
Clausine og Guilielmo.
Kiere Fader, o tilgiv!
Bilbo.
Aldrig, aldrig i mit Liv.
Guilielmo.
For min evig elskte Pige
Har jeg tumlet Verden om,
Skal Farvel jeg atter sige?
Nu velan, du Elskte kom!
Let var Veien mig at træde,
Da dit Minde fulgte mig,
Den vil være riig paa Glæde,
Naar du følger virkelig.
Begge.
Lykken svigter, til en Bedre,
Vinker dristig Kierlighed.
Bort fra tvende haarde Fædre,
Elskov styre vore Fied.
Bilbo.
Bort fra Eders rige Fædre,
I beslutte fast og fuldt?
Ak Gud bedre det, Gud bedre!
Kierlighed vil døe af Sult!
Guilielmo.
Endnu engang, min Fader! Inden vi forlade Dem, lad Dem bevæge!
Bilbo.
Inden I forlade mig? I forlade mig ikke. De fire Dagdrivere, som du i din oplyste Ungdom kaldte mine fire Domestiqver, har jeg endnu, og de ere mig hørige og lydige paa første Vink, at udrette alle mine Befalinger, jeg haaber altsaa, min Herr Søn! at du bruger Conduite.
Clausine griber hans Haand.
Herr von Bilbo! Har De nogensinde elsket mig, som De saa ofte, med de allerforunderligste Eeder, har forsikkret, saa lad Dem bevæge, ved min Bøn om Tilgivelse, og lad denne Ydmygelse være Dem Hævn nok.
Bilbo.
Hævn nok? Hvad for noget? Først give ærlige Folk en Kurv, saa stor at den knap kan faae Rum i denne Stue — en Kurv, som jeg maa indrette mit Logie efter, som jeg maa leie Værelser til — og saa tale om Hævn nok? Nei Fanden —
Henrik
kommer ind med et Brev.
Bilbo.
Henrik! Har du hørt eller seet Magen!
Henrik.
Jo jeg har hørt og seet det altsammen giennem Nøglehullet. — Her er et Brev fra Byen.
Bilbo hurtig.
Fra Enken? Seer paa Brevet. Ja det er hendes egen haand. Vender det om. Brevet er forseglet med sort Lak? Gud bevares! Konen skulde dog vel aldrig være død? Jeg brænder af Begierlighed! Jeg staaer paa Naale. — Min naadige Frøken, min Herr Søn! Tør jeg umage dem et Øyeblik ind i Sideværelset? Der vil min Tiener opvarte dem med hvad Huset formaaer. Til Henrik. Pas paa dem, siger jeg dig! Du skal svare mig til dem, levende eller døde. De gaae Nu kan jeg læse i Roe. — Mine Briller. — Brækker Brevet og læser. „Min bedsteste Ven!” — Aa nei, Gud skee Lov! Hun lever endnu. „Da jeg hører at Deres Herr Søn just ikke skal være af de satteste unge Mennesker, og da jeg gierne vilde have en Mand, som er sat, da jeg selv er sat, —”3 Bilbo tørrer Sveden af Panden. Ha! Det tager paa Kræfterne, at læse slige Breve staaende. — Tager en Stol og sætter sig paa. „Da jeg selv er sat, — saa giør jeg Dem den Præposition, da De ogsaa er sat, om det ikke var bedst, vi to Gamle satte os ned sammen? Hav den Godhed, jo før jo hellere, at sætte Pen til Papiret, at jeg kan blive sat ud af den Urolighed, hvori Forventningen sætter mig. P. S! Da jeg er en sat og sædelig Kone, saa har De vel intet imod at jeg bliver ved at gaae med Sæt; thi til disse nymodens Solhatte kan jeg ikke vende mig. Sidse Birgitte sal. Geldschlingels.” Et deiligt Brev! Det har bevæget mig til Taarer! Du vil gaae med Sæt? O du Engel! det var Synd at nægte dig den Glæde. Hvad kan Folk vel sige andet end: See der gaaer en Engel med Sæt paa! — Det er en hovedriig Kone. Hun eyer meget meer end Hielm; — oh Kaars! Frøkenen vil med al Magt have min Slyngel? Eh bien! Jeg tager Enken, vælger den bedre Deel og giver mit faderlige Samtykke. Men saadan at lade Sagen gaae hen, uden Hævn, det vil jeg Fanden spænde mig ud imellem runde og blaae Taarn dog heller ikke. Betragter Kurven. Funtus! Nu har jeg det. Med denne Kurv har hun giort mig til Nar — med denne Kurv vil jeg giøre hende til det samme. Kalder. Min naadige Frøken! Min Herr Søn! De komme. Min Vrede har lagt sigt. Mit Temperament ligner en Flaske Øl, som er godt proppet. I Førstningen bruser det, men siden bliver det dovent. Jeg vil ingen Optøier giøre. For mig kan I tage hverandre saameget I vil. Paa een Condition!
Guilielmo.
Og den er?
Bilbo.
I sætter Jer smukt i Kurven. Mine Tienere bære Jer hen i Lunden, hvor Stadsen skal være; tildækket, det forstaaer sig. Saa lader I mig sørge for Resten.
Guilielmo.
O hiertelig gierne!
Clausine.
Kiere Herr von Bilbo!
Bilbo.
Ellers bliver der, Fanden giøre mig til en gammel Nathue, intet af, min naadige Frøken!
Guilielmo
har taget Kurven ned, og sætter sig deri.
Kom Clausine! Vær ikke bange. Jeg sidder allerede.
Clausine.
Lad Dem bevæge af mine Taarer!
Bilbo.
Maa jeg byde Frøkenen min Arm? Han leder hende hen i Kurven, gaaer derpaa hen til en Kuffert og tager tvende Lagen ud, hvori han indsvøber dem, hver for sig; raaber derpaa Henrik! Lars! Peiter! Claus!
Tienerne komme.
Bilbo.
I følger mig, og bærer mig denne Kurv hen i Skoven, hvor Frøken Clausines Geburtsdag skal celebereres. Det er en lille Present, til hende.
Tienerne løfte.
Den lille Present er forbandet tung.
Bilbo.
Marsch, Karle. Det er Gibs-Figurer. Gaaer forsigtig med dem.
De gaae.