Jakob
med sin Pose paa Ryggen, famlende.
Hvor blev Maanen af? Jeg troer den er ikke rigtig i Hovedet. Er det at lyse? Mig synes naar man ikke har andet at giøre, end at skinne fra Morgen til Aften, saa kunde man gierne passe sit Embede. Her er saa mørkt som i en Snustobaksdaase, naar Laaget er lukket. Disse storsnudede Træer løber Een paa Armen i et Væk. Hvad ogsaa disse Skyer skal til? De duer nu ikke til andet, end til at giøre Natten sort, og Folk vaade med! Jo det er en Regiering vi har! — Jømmeni! Jømmeni! Jeg fattige Karl! Jeg er faret vild. Jeg kommer aldrig mere hiem i dette Liv, jeg kommer ikke i Seng hele Natten. Tys! Hvad er det som brummer? Nu skal vi have Tak! — Ak det er Klokken oppe i Kirketaarnet. Klokken slaaer tolv; Jakob tæller Slagene. Ak det er ude med mig, Klokken slaaer tolv. Hu! hu! hu! Jeg er saa bange for at Mumien skal begynde at spøge paa min Ryg. Føler frygtsom med Haanden tilbage paa Posen. Nei, han ligger ganske stille; han er nok falden i Søvn. Gud være lovet, det er endda en Trøst.
Skoleholderen
kommer med sin Sækkepibe.
Elskov pleier at giøre blind, siger Ordsproget! Det er sandt! Mit Syn har slaaet mig feil hele Natten. Siden jeg forlod min Herskerindes Vindue er det gaaet mig ligesom Ulysses von Don Quixote! Eller hvad han heed den gamle Mand, som foer vild, og blev forvandlet til et Sviin paa sine gamle Dage. Jeg er ofte før gaaet denne Vei, uden Vanskelighed, men i Nat — Jeg veed ikke hvad det kan være. — Jeg vil ellers kalde alle mine Skolebørn til Vidne paa, om de nogentid har seet mig være bange paa Skolen, men i denne mørke sorte Skov faaer man en Ahnelse, en Beklemmelse! Det er en Fordom, man har inddrukket med Modermelken, at man altid har Respekt for disse gamle, alvorlige Bøgetræer, der dog i Grunden er lutter ufornuftige Væsner. Gid jeg havde mig et Compas, at jeg kunde lede mig ud, at jeg ved et Bestik lykkeligen kunde faae at vide disse Egnes sydlige eller nordlige Bredde.
Jakob.
Tys! Mig syntes jeg hørte en menneskelig Stemme. — Her vrimler af Røvere i denne Skov, som af Fluer i Juleaftens Grød. Det er en Røver, det gi’er jeg min Hals paa, — det kan jeg mærke paa min Forskrækkelse — Ak hvorfor hænger man dog ikke slige Karle op. Jeg vil lade ligesom jeg brød mig om ingenting; jeg vil synge, for at sætte Mod i mig selv. Synger ganske sagte.
Munken gaaer i Enge
Den lange Sommerdag,
Hvad giør han der saa længe?
O ja! O ja! O ja!
Han plukker af de Roser,
Han plukker af de Bær,
Dertil de Krusemynter —
Bryder af; men kontinuerer dog i en syngende ængstelig Tone.
Jeg tør ikke blive her!
Skoleholderen.
Silentium! Hvad er det? Mit Blod koger i mit Liv. Jeg hørte noget grynte! Som et Vildsvin, som et Marsvin, som en Biørn! Hvis det var et glubende Dyr, som agtede at fortære mig. Ak hvad hielper mig nu alle mine Capaciteter! Gid jeg havde mig en Lygte! — Stille! Jeg faaer et Indfald! Jeg har hørt at slige Dyr skal imponeres ved stærke Instrumenters Lyd. Blæser i Sækkepiben.
Jakob.
O vee! O vee! Det hvæser! Det hvæser! Det er ikke engang en Røver. Det er sikkert en Gienganger! Eller en Kat! Eller en Bussetrold! Hvad skal jeg nu giøre? Skal jeg flygte bort eller blive her? Skal jeg gaae? Støder sig mod Freyas Altar. Ney jeg skal staae.
Skoleholderen.
Buskens Raslen bliver ved! Ak jeg staaer paa Gravens Bredde. Skal noget redde mit Liv saa er det en hurtig Retirade. Han tager Flugten hen mod Altaret, og omfavner Jakob. Nu er det ude med mig!
Jakob.
Ja med mig ogsaa!
Skoleholderen.
Jakob! Jakob! Er det dig!
Jakob.
Skolemester! Er det ikke andre end ham? Jeg meente det var en Røver, eller i det mindste en Gienganger.
Skoleholderen.
Jakob.
Her? Her vil jeg sku ingenting! Kunde jeg bare slippe bort.
Skoleholderen.
Gaaer du da omkring i Taaget?
Jakob.
Næstendeels. Men hvad vil Magisteren her? — Ak der rasler det jo igien.
Skoleholderen.
Mit Hierte isner i mit Liv.
Jakob.
Ak Magister!
Skoleholderen.
Ak min Ven!
De staae forstenede i hinandens Arme.
Gartneren kommer.
Fordømte Nat! Som saa lumskelig har berøvet mig al min Glæde, gjort mig til en Nar, til et ulykkeligt Menneske! Leder du mig nu ogsaa vild? Ha! Leed mig kun vild, langt borte herfra, fra den troløse, falske Slange! — O men hvis hun dog elskte mig alligevel? Hvis denne Knægt kun vilde narre mig, fordi jeg forstyrrede ham i hans Lirumlarum? Men — tager jeg ikke feil, saa hører jeg noget røre sig henne mellem Stenene. Det er et gammelt Offersted, hvor man maaskee for nogle hundrede Aar siden har berøvet mange Mennesker Livet. Hu! — Jeg gyser! Det rører sig igien? Det er Mennesker. Frisk Mod! Jeg maa vide hvem det er. Frisk Mod! Han støder mod Stenene og omfavner Jakob og Skolehold. Ha for Dievlen! Hvem er der?
Skoleholderen.
Ak naadige Herr Røver, spar mit Liv! Jeg sidder med Kone og mange smaae uforsørgede Børn, som ikke engang have Raad til at frabede sig al Condolence i Aviserne, hvis jeg ved Døden afgaaer.
Jakob.
Ak naadige Herr Røver spar ogsaa mit Liv, jeg sidder ogsaa med smaa Børn, ligesom Skolemesteren.
Gartneren afsides.
Jakob pegende paa Skoleholderen.
Jeg skulde ikke rose min Prosepter i hans Øine, men han har flere Penge i sin lille Finger, end jeg i hele min Krop.
Skoleholderen.
Ak kiere Herr Røver! Mærker han ikke nok, at Knægten er bange for den Pose, han har paa Nakken?
Gartneren.
Kiere Børn! Jeg er ingen Tyv, eller Røver. Lad de Griller fare.
Skoleholderen.
Ak saa ræd os da fra Tyve og Røvere; thi der er flere endnu! See der. De staae stille.
Guilielmo
kommer med en lille Seddel i Haanden.
Søde, nydelige Pige!
Altsaa er jeg dog dig kiær.
Denne lille Seddel her
Lærer sødt mit Hierte stige.
Jeg af Glæde neppe veed
Hvor jeg Foden hen har flyttet,
Til min Sang hun sødt har lyttet,
Hun har hørt min Kierlighed.
Men hvis jeg kan troe mit Blik,
Er jeg i den samme Lund,
Hvor af rosenrøde Mund
Første søde Kys jeg fik.
Her hvor jeg i Morges sukked,
Medens Freyas skiønne Navn
I min elskte Fødestavn
Jeg paa disse Stene hugged.
Endnu, Elskte! ey for dig
Mine glade Øine tindre,
O men for min Sorg at lindre
Trøste skal Beate mig.
Sjunken for dit Altar hen!
Freya, i din skiønne Have,
Tak da for den første Gave,
Som du skienkte huld din Ven!
Han gaaer hen for Alteret, breder sine Arme ud, og omfavner alle de andre Tre. En Skye gaaer fra Maanen og han bliver dem vaer.
Skoleholderen.
Er det ham, Herr Spillemand?
Jakob.
Er det ham Herr Lirendreier?
Gartneren.
Er det ham, Herr Lurendreier?
Guilielmo.
Ha! ha! ha! Kun lee jeg kan. — —
Om Freyas Altar I alle staae,
I arme Krabater!
Og anklager Skiebnen, som skabte saa faae
Beater.
Hvi var hun dog ogsaa saa sær?
Hvi gav hun ei Een til hver?
Jakob.
Den Mær!
Guilielmo.
Ret skield! Saa kommer hun straxen,
Men synk ey paa Knæerne hen,
I værdige Riddersmænd
Af Kiempen, af Sækkepiben, og Saxen!
Skoleholderen.
Vi taaler ey at vor Ære læderes.
Guilielmo.
Læderes den, naar I nobliseres?
Jakob.
Vi vil ikke blesseres!
Guilielmo.
Velan da, jeg gaaer,
Og medens I staaer
Om Kierligheds Alter
Og sukker og døe!
Jeg synger min Psalter
Og favner min Møe.
Gaaer.
Skoleholderen og Jakob.
Ak vi arme forelskede Mænd.
Gartneren.
Gaae du er hende værd.
Skoleholderen og Jakob.
Hvad skal vi vel giøre? Hvor flyer vi hen?
Gartneren.
Bie kun! Hævnen er nær!
Alle Tre.
Hævnen er nær.
Gartneren.
Ha! Den fordømte Knægt! Herr Magister! Jeg faaer strax et Indfald om hvordan vi for det første kan hævne os. Vil de række Haand dertil?
Skoleholderen.
Med Fornøielse! Jeg giør gierne mine Uvenner al den optænkelige Skade der staaer i min Magt.
Jakob.
Jeg ogsaa. Det var jo Synd andet!
Gartneren.
Han kommer i Morgen til den naadige Herre, for at forskiønne Festen med sit Syngerads, som det hedder. Men istedet for at blive den Musikantersvend han er, saa har han altid for Skik at regne sig med, som et Lem af den herskabelige Familie. Denne Impertinence maa giøres indlysende, hos den naadige Herre, at han modtager ham koldt og tilbageholdende. Jeg er vis paa at Knægten, ved den Leilighed, selv render sig en Kniv i Livet.
Skoleholderen.
Bene, min bedste Ven. Og jeg tager mig selv paa, at stemme den naadige Herr Oberst mod Guitarspilleren.
Gartneren.
Saa vil alting gaae godt.
Skoleholderen.
Men siig mig hvordan De paa eengang er bleven det danske Sprog saa mægtig, min Ven! Thi Vanskelighedens Superlativitet, for en Fremmed, er bekiendt nok.
Gartneren.
En anden Gang, Herr Magister! En anden Gang. Nu ville vi kun tænke paa vor fælles Hevn.
Han rækker dem hver sin Haand, derpaa synge de
Alle Tre.
Haand i Haand
Ved Hævnens Baand
Forenede vi staae.
Hævn vi vil,
Den maa der til
Hvordan det end vil gaae.
Enten hævne
Eller revne
Ville vi af Harm.
Alle Tre,
I Vel og Vee,
Trofast Arm i Arm.
De gaae bort.