Clausine spiller paa sin Harpe og synger. Beate sysler omkring.
Clausine.
Ak Elskov! du fryder det unge Bryst.
Hvo kan vel lægge paa Hiertet Skiul?
Hvad Lyst er salig som Elskovs Lyst?
Men Elskov du ligner en Sommerfugl.
Du sidder saa nær, paa de Lillier nær,
Men sidder der kun saa kort, saa kort.
Din Vinge blaaner i Purpurskier;
Men griber jeg til — o da flyer du bort.
Ak smut kun igiennem de spæde Løv;
De purpurne flagrende Vinger hæv;
Thi fanger jeg dig — da gaaer af dit Støv,
Og du blier graae som en Spindelvæv.
Beate.
Det er dog rigtig Skade, kiere Frøken, at man ikke kan fange Elskov, førend Farven strax skal gaae af ham.
Clausine.
Ja vist er det Skade.
Beate.
Det kan dog aldrig være den sande Elskov. Det maa være saadanne Elskover, som de unge Herrer altid have nok af. Som nu, for Exempel, denne Herr Guilielmo.
Clausine.
Ja, der har du jo giort en Erobring.
Beate ængstelig.
Ak, kiere Frøken! Han sagde at han vilde komme og synge en Iliade, eller en Henriade, uden for mine Vinduer i Nat, som det er Brug i Italien. Hvad skal der blive af, kiere Frøken?
Clausine.
Ih nu! Intet videre end at du hører paa ham, takker ham, og gaaer til Sengs.
Beate.
Ja, men det kan jo give Opsigt. Og hvad vil Folk tænke?
Clausine.
De vil tænke, at Guitarspilleren er lidt forelsket i dig, og at du ikke græmmer dig tildøde derover.
Beate.
Nei, kiere Frøken! Det maa Folk for Guds Skyld ikke tænke.
Clausine.
Ih men hvad Ondt er der da i det? Du har jo ingen Elsker, hvis Jalousie du kan opvække. —
Beate.
Ak, kiere Frøken — Men De maa for Himmelens Skyld ikke sladdre af Skole.
Clausine.
Nei, det lover jeg dig.
Beate med nedslagne Øine.
Ak jo! Jeg har en Elsker.
Clausine.
Og det er?
Beate.
Det er den nye tydske Gartner, med den store Sax!
Clausine.
Beate! Er du fra Forstanden? Den Daarekistelem!
Beate.
Daarekistelem? Ja gid Daarekisten var fuld af saadanne Medlemmer. Seer De, kiere Frøken, jeg maa fortælle Dem den hele Sag. Det er en ung smuk Gartner, fra Naboegodset, som længe har havt et godt Øie til mig. Da han nu vidste at Deres Herr Fader var en munter og spøgefuld Mand, saa kiøbte han sig den store Sax, for sine Sparebøssepenge, og gav sig til at agere saadan en Karl, for at komme i Oberstens Tieneste; thi almindelige Gartnere havde han nok af, og vilde ikke have fleer.
Clausine.
Er det sandt hvad du siger?
Beate.
Kiere Frøken, hvert Ord er desværre alt for sandt. Thi hvad vil Følgen blive? Deres Herr Fader bliver fortørnet og jager ham bort, og jeg tager min Død derover; saa har han det saa godt.
Clausine.
Nei, du kiere gode Pige! Det skal aldrig skee. Han spiller altsaa denne Rolle af Kierlighed til dig?
Beate.
Ja det maa jeg rigtig nok sige til hans Undskyldning. Det er af den rene pure Kierlighed til mig.
Han elsker varmt og uden Skrømt,
Han er saa smuk og rask tillige.
Han favner mig saa ømt, saa ømt,
Og kalder mig sin søde Pige.
Først var jeg lidt mut,
Først var jeg lidt but,
Man maatte sig vel til lidt Kulde tvinge.
Da, tænk! Da trued den raske Gut,
At ud I Kieret han vilde springe.
Han elsker varmt og uden Skrømt,
Han er saa smuk og rask tillige.
Han favner mig saa ømt, saa ømt,
Og kalder mig sin søde Pige.
Nu vidste vel jeg,
At Kieret just ey
Saa dybt var, at rigtig han drukne kunde;
Men at han for min Skyld blev vaad? O nei!
Nei det tillod jeg ham ingenlunde.
Han elsker varmt og uden Skrømt
Han er saa smuk og rask tillige.
Han favner mig saa ømt, saa ømt,
Og kalder mig sin søde Pige.
Clausine.
Min gode Beate! Siden det hænger saaledes sammen, saa lover jeg dig, at du skal blive lykkelig. Du skal faae din Gartner, og han et Levebrød paa min Faders Gods. Det er en Bøn, som han ikke vil nægte mig, paa min Fødselsdag, i Morgen.
Beate.
Kiere, kiere Frøken! Hvor De giør mig lykkelig! Hvor De giør mig usigelig lykkelig.
Clausine.
Din Lykke glæder mig, som det var min egen.
Beate bekymret.
O kiere Frøken! Gid jeg ogsaa kunde glæde mig over Deres Lykke.
Clausine.
Slaae ikke paa den Streng. Da du nu elsker, saa veed du hvad det vil sige at have mistet sin Elskede, især naar man selv har bortstødt ham.
Beate.
Arme Frøken!
Clausine.
Beklag mig ikke! og tael ikke mere derom. — See saa! Naar jeg saaledes et Øieblik har været tungsindig, saa bliver jeg let om Hiertet igien. Jeg giør mig al Umage for at neddysse min daarlige Kierlighed. Thi han har dog aldrig kunnet elske mig oprigtig, ellers kunde han ikke blive borte for bestandig. Maaskee han er død. Dog nei, det er han ikke. Saa havde det sikkert ahnet mig. Dertil var han ogsaa alt for sund, og ung, og stærk. Kom Beate! Mændene ere haarde imod os, vi bør være det samme imod dem. Jeg følger med dig paa dit Kammer, for at høre den fremmede Guitarspiller. Naar han har siungen dig noget forelsket Tøierie for, saa skal du svare ham igien, og jeg skal selv akkompagnere dig ved min Harpe.
Beate.
Nei, kiere Frøken! svare ham kan jeg nu slet ikke!
Clausine.
Saa skal jeg giøre det for dig.
Beate.
Men min Gartner? kiere Frøken.
Clausine.
Han sover. Og kommer han og lurer, og hører det, saa er det lige godt. Piin ham kun lidt. Det siger slet intet.
Beate.
Men ... kiere Frøken ....
Clausine.
Kom. — Først til vore Smaasyslerier.
De gaae.