i Midten et stort fiirkantet Altar af mosbegroede Kampestene.
Guilielmo
kommer ind med Tornister paa Ryggen og Guitarre i Haanden.
Her er kiøligt og godt! Her kan jeg hvile mig lidt. En deilig Bøgelund. Den nordiske Genius hvisler i Bladene og fortæller gamle Eventyr. Hvad seer jeg! Et ærværdigt Offersted. Har Skiebnen samlet saa mange kiere Ting paa eet Sted, for at faae mig til at glemme Italien? Jeg vil sætte mig lidt paa denne gamle Steen. — Hvor sødt den grønne Hvælving slutter sig heromkring, hvor fortroelig! Ret et Altar for Kierligheden. Tager sin Tornister af og sætter den ved sin Fod Hvad er det som rangler? Min Meisel! Et Minde om min Billedhugger-Duelighed. Ja, var det ikke lykkedes Hyperboræeren bedre at blive Improvisator1 end Billedhugger, saa havde jeg kun slet været i Italien. Tager Meiselen frem og betragter den Kan jeg imidlertid ikke blive Billedhugger, saa kan jeg blive Steenhugger, det er dog altid noget, og føder sin Mand bedre. Freya! Jeg vil udhugge dit Navn i denne gamle Steen, som sikkert skylder din Guddom sin Tilværelse, og naar jeg har giort det, saa vil jeg bortkaste min Meisel.
Synger og hugger.
I Kierligheds Lund
Hugger jeg her, o du Elsktes Gudinde!
I trofaste Grund
Dit hellige Navn; det skal Blomster omvinde. —
Guldlokkede Freya, salig og skiøn!
Her hilser dig atter din Søn.
En grusom Møe
Saared hans Hierte,
Foragted hans kierlige Smerte,
Da stormed han vild over Hav, over Søe,
For at glemme sin Møe
Eller døe.
Ak Guitarren stemmes og bliver forstemt,
Men Pigen, man elsker, blier aldrig glemt. —
Ei Europas Riger
Selv ey Italiens blussende Piger
Bragte den Længsel til at døe,
Der var tændt af en nordisk smægtende Møe.
O Elskovs Gudinde!
Beskyt din Søn, lad ham atter finde
Sit Hiertes Veninde.
Bøy hendes Barm til Elskovs Lyst,
Bøy hendes Øre til Guitarrens Tone;
Da skal han her med sin Møe ved sit Bryst
Dit Altar med Roser bekrone.
Der staaer det! F.R.E.Y.A. Nu lidt Jord i Udhugningen at det kan see brav gammelt ud. — Dette Muld mine gode Bogstaver skal sætte Eder en atten, nitten hundrede Aar tilbage i Tiden. See saa! hvor ærværdigt det ikke staaer der. Og nu Meiselen bort. Kaster den Dette Navn var dit skiønneste Værk, og det er en herlig Ting naar en Kunstner forstaaer den Kunst, at holde op i Tide.
Beate
kommer med en stor Papirsæske under Armen.
Guilielmo.
Hvad er det? En Pige! En smuk Pige!
Beate.
Hvilken underlig Fyr er ikke det! Hvor besynderlig han seer ud.
Guilielmo.
God Middag, mit smukke Barn!
Beate.
Tienerinde! Vil gaae
Guilielmo.
Aa — tillad at jeg opholder Dem et Øjeblik. Da jeg nylig er kommen i Erfarenhed om at dette er Kierlighedens Lund, og da jeg seer Dem gaae her igiennem saa ganske huusvandt, saa risikerer jeg intet ved at antage Dem for hendes Sendebud! Hendes lille Nymphe.
Beate lidt stødt.
De tager Feil, min Herre! Jeg er ingen Nymphe.
Guilielmo.
Freya selv altsaa? Desbedre. Hil være Dig skiønne Freya! Vil omfavne hende
Beate.
Jeg er heller ikke Freya. Vikler sig løs
Guilielmo.
Heller ikke Freya? Ih men hvem er du da? Ah! nu kommer jeg paa Spor. Disse sorte Haar og brune Øine vidne heller ikke om nogen nordisk Guddom. Udentvivl er du Venus selv, eller en Charite, eller Najade, som har forvildet sig i disse nordlige Enemærker.
Beate.
Forvildet mig? Nei jeg har saamæn slet ikke forvildet mig. Denne Skov tilhører Hr. Oberst Hielm, min Frøkens Fader, og jeg kommer fra næste Kiøbsted, med Stads, som han vil forære hende paa hendes Fødselsdag i Morgen.
Guilielmo.
Ih det træffer sig jo excellent; det er jo der jeg skal op og spille og synge.
Beate neier.
Guitarrespilleren Herr Guilielmo, altsaa!
Guilielmo.
Der tre Aar har opholdt sig i Italien, for at lære at spille og synge for smukke Piger, og som til den Ende nu drager hele det musikalske Sielland igiennem, for at enflamere det, ved sit Talent.
Beate.
Enflamere Sielland? Gud bevares!
Guilielmo.
Nu, nu! Jeg mener det ikke saa slemt, du lille Eucharis hos den mig endnu ubekiendte Kalypso.
Beate.
Min Herre! jeg forstaaer ikke Italiensk.
Guilielmo.
Mit Barn du forstaaer et Sprog, som man har lagt sig efter allevegne, og meest i Italien.
Beate.
Er det Kragemaalet.
Guilielmo.
Ja, mit Barn. Kragemaalet med Øinene.
Beate.
Nu maa jeg rigtig gaae.
Guilielmo.
Bie dog og viis først en stakkels forvildet Italiener paa rette Vei. Gaaer jeg den Vei op til Baron Rosenskiolds?
Beate.
Skal De derop og synge?
Guilielmo.
Nei, jeg skal op og spise til Middag hos ham, fordi jeg giorde hans Bekiendtskab sidst, ved at synge lidt for hans smukke Kone.
Beate.
For hans smukke Kone?
Guilielmo.
Ja. Jeg synger aldrig uden for smukke Folk, og saa maa det endda være Fruentimmer til. Et Par Rynker og et gustent Ansigt faaer mig strax til at hyle som en Porthund. Det er en Naturfeil jeg har, kiere Beate!
Beate.
Jeg har ikke længer Tid at bie. Vil De følge mig hen til Bakken, saa skal jeg vise Dem hvad Vei De i Morgen gaaer til Oberstens.
Guilielmo.
Jeg følger Dig lige hiem.
Beate.
Nei, kun til Bakken.
Guilielmo.
Nu vel da. Men — førend vi kommer ud af denne svale Eensomhed —: Kiere Pige! du har et Par Rosenlæber, som besidder en forfærdelig Attractionskraft. Hvad hedder Du?
Beate.
Beate!
Guilielmo.
Beate! Et meget lykkeligt Navn.
Smukke Beate et Kys mig giv.
Beate.
Hvor kan De dog sligt begiere.
Guilielmo favner hende
O hvor du har et smekkert liv.
Beate.
Herr Spillemand lad mig være.
Guilielmo.
Hvilken Arm!
Beate.
Gaae Deres Vei!
Guilielmo.
Hvilken Barm!
Beate.
Slip siger jeg!
Guilielmo kysser hende
Herligt smager i Elskovs Lund
Et Kys paa en blussende Rosenmund.
Beate tørrer Munden
Hæsligt smager paa Alfarvey
Et Kys som kun tages, men gives ey.
Guilielmo.
O det vilde ikke smagt halv saa sødt, om du havde givet mig det ganske frivillig. See saa nu gaaer vi da, og i Aften kommer jeg og synger en smuk Serenade uden for dine Vinduer.
Beate.
Det skal De smukt lade være. Det er ikke Brug her til Lands.
Guilielmo.
Hvad der ikke er, kan blive. Det er Brug i Italien, og i Musikken maa I Siellandsfarere smukt lade Eder sige af os Italienere.
De gaae.
Skoleholderen kommer med en Flok Skolebørn og et Birkeriis i Haanden.
Skoleholderen.
Forstyrrer mig ikke i mine Betragtninger ved Eders Sniksnak, forstyrrer Eder ikke selv, Børn! Bærer Eder ad som gamle Folk, der have staaet til Confirmation, og ryster Børnene ud af Ærmerne. Choret, som har mig til Forfatter, og som skylder den naadige Frøkens Geburtsdags Celeberation sin Tilværelse er endnu ikke rigtig indstuderet. I have Gehørets Mangel, og røber ikke de musikaliske Indsigters Forraad. Imidlertid skal det dog nok gaae, haaber jeg; thi den gode Villie er dog i alle skiønne Kunster det Fornemste. — Men hvad seer jeg! Her er jo en Plads i Lunden, hvis Beqvemmelighed er endnu større, til Festens Holdelse, end den vi nylig vare paa. Besynderligt! Remarcabelt! Her har jeg aldrig været før, i dette Liv. Hvad seer jeg? En Steen. En stor Steen med et Navn paa. Sætter Briller paa Næsen og læser snøvlende. F.R.E.Y.A. Heureka, Børn! Veed I hvad Børn? Dette er et gammelt Altar, som jeg har opdaget. I seer selv allesammen, at jeg har opdaget det.
Børnene raabe
Ja det see vi allesammen.
Skoleholderen.
Derved vil Hosernes Grønhed opnaaes, hos den naadige Herre. Han er en stor Ven af gamle antiqvitetiske Oldsager, og søger næsten altid forgieves. — Folder nu Eders Hænder smukt, Børn! saa skal Eders Kundskabers Formerelse udvides, ved Forkyndelsen om denne Steen, og dens Hensigt. Børnene folde Hænderne Seer I nu vel, Børnlille! I gamle Dage — Hm — I Christian den Siettes Tid — hm — og før, Børn, før! — Før den Oldenborgiske Stammes Tid — var her — i Norden — efter den Tids brugelig Maade — og Overtroe — en Gudinde, som — hm — Ja! — He — Det sømmer sig nok ikke, at jeg siger Eder det Børn. Thi, I er Børn, Børn! — Og — æ — med Børn maa man ikke tale om saadanne Ting..... Altsaa, Børn — hm — vil vi bie, til I blive Store, Børn! Forstaaer I mig, Børn?
Børnene i Munden paa hinanden.
Jo.....o!
Skoleholderen.
Nu, saa veed I da min Mening, Børn. Og paa den Maade kom vi ud af det. Saa vil vi da nu gaae videre, Børn. — Men — jeg faaer et Indfald! Inden vi gaae videre saa lader os engang først probere hvorledes Geburtsdagscarmenet klinger her. Begynder Børn, saa øver I Eder ogsaa med det samme. Jeg skal føre Eder an.
Børnene synge, Skoleholderen fører dem an og slaaer Takt med Riset.
Den Naadige,
Den Graadige,
Paa hele Sognets Hyldest,
Med Flittighed
Og Vittighed
Giør hver en Fordring fyldest.
Hun takker saa
Og snakker saa
Med hver en Mand paa Gaden;
O gid i Aar
Alt Godt hun faaer
Af Drikken og af Maden.
Hun smidsker ey
Og hvidsker ei,
Men glæder sine Giester,
Hun er os kier.
Det ønskes her
Af Byens Skolemester.
Skoleholderen.
Bravum! Børn. Visen tager sig godt ud i det Grønne. Barestens I kunde holde Takt. Og saa er der ogsaa Nogle iblandt Eder, som er saa ufornuftig, og synger „Af Byens Skoleholder.” I maa synge: „Af Byens Skolemester,” Børn; ellers rimer det sig jo ikke paa „men glæder sine Giester,” Børn. Har I ikke mere Øre for Prosadien i Poesien? Naa, nu kan I da gaae hiem for idag; men kives ikke paa Veien.
De gaae.