Sindbad. Hindbad.
Hindbad
reiser sig af sin Afmagt.
Hvad seer jeg? Hvordan er jeg kommen her?
Sindbad.
Paa disse Skuldre!
Hindbad.
Har du baaret mig?
Sindbad.
Den hele Vey og pustet ey engang.
Hindbad.
Jeg faldt i Afmagt?
Sindbad.
Det kan hændes hver,
Vi er jo alle skrøbelige Kar.
I kan ey lugte Lillier, det kan jeg;
Men Katte derimod ey nær saa godt.
Hver har sit ømme Sted i denne Verden!
Hindbad.
De fæle Lillier! — Kiere! siig oprigtig,
Har jeg paa Veien snakket over mig?
Sindbad.
Ifald I altid fører slig Discurs,
Saa kommer der vist aldrig af Jer Mund
Et ufornuftigt Ord.
Hindbad.
Saa taug jeg stille?
Sindbad.
Bomstille.
Hindbad.
Stakkels Mand! I er nok træt?
Sindbad.
Ey meer, end at jeg godt Jer kunde bære
En saadan Tour endnu. Man tit seer ud
Til det man ikke er, det veed I vel!
Saadan man atter, paa den anden Side,
Seer ikke ud til det, som tit man er.
Men gaae! Her har alt været Bud. Jeg sagde
I maatte puste lidt.
Hindbad.
Det var fornuftigt.
Seer paa sin Arm.
Men hvor du mig har klemt! Min Arm er blaa
Af dine Fingre.
Sindbad.
Naar I kommer hiem,
Saa vask Jer bare med lidt Brændeviin,
Saa gaaer det bort igien. Bliv ikke vred!
Man kiender ikke sine egne Kræfter.
Hindbad.
Saa gaaer jeg da; og for din gode Hielp
Jeg slutter dig i mine fromme Bønner.
Sindbad.
I Eders Bønner? Det var just mit Ønske.
Men, tøv lidt! Seer I: Bøn og Bøn er to.
Hvem vil I bede til for mig?
Hindbad.
Til hvem
Vel bedre end til Gud?
Sindbad fortrydelig.
Aa Lapperie!
Det kan jeg selv, saameget det skal være.
Ney, seer I vel, min gode, fromme Kone!
Naar nu I Prindsen har curert, saa blier I
En Kone, som han faaer af Hiertet kier,
En Kone, som han afslaaer Ingenting;
I blier hans Favorit, hans Marionet,
(Ha jeg veed Pokker hvad de Dingster hedde)
Tænk da paa mig! Jeg fordrer ikke andet,
For min besværlige, min lange Gang.
Hindbad.
Det skal jeg!
Sindbad.
Jeg er kied af disse Skoe,
Det er den laveste blant Professioner!
En Strømpevæver og en Skrædder stiger
Strax høiere; jeg vil nu ikke tale
Om en Barbeer, som kommer op til Hov’det.
Tænk paa mig!
Hindbad.
Ganske vist.
Sindbad.
En god Betiening,
Hvor der er lidt at giøre kun, men meget
At tage — kort og godt — en Hof-Betiening!
Hof-Senge-Reder-Mester, for Exempel,
Som overlader Sengens Reden til
Betienterne, og sover selv.
Hindbad.
Godt! Godt!
Jeg skal ey glemme Eder! Sikkert ey.
Sindbad.
Til Lykke, da! Til Lykke! Megen Lykke.
Han gaaer bort. Hindbad gaaer ind i Palladset.