Noureddin. Strax derpaa En Kobbersmed.
Noureddin.
Nu veed jeg det! Ved Lampen har han Slottet.
Sligt herligt Slot er ikkun Lampens Værk.
Og Lampen er paa Slottet, ey paa Jagt
Med Eyeren. Det sagde mig min Kunst.
O du Letsindige! Jeg kiendte dig.
Henslængt i Salen, i en Krog, bag Pillen.
Jeg haaber at mit Anslag vel skal lykkes,
Hvis ikke er der altid flere Midler.
Her boer en Kobbersmed, her maae jeg ind.
Kobbersmeden.
Ih see god Dag, min allerbedste Ven!
Er det mig selv, som her Besøget gielder?
Noureddin.
Ja, Mester!
Kobbersmeden.
Nu, det er mig grumme kiert.
Dernæst maa jeg fremdeles spørge: Kommer
I her til Vennen eller Kobbersmeden?
Noureddin.
Til Kobbersmeden.
Kobbersmeden.
Bravo, kiere Mand!
Det seer jeg tusind Gange heller end
I kom til Vennen. Ak! Besøg af den Slags,
Dem kiender vi: Saa skal de have Frokost,
Kahve, Tobak, Opvartning, og deslige.
Ney, bedste Mand! da maa jeg lide den
Som kommer smukt til Kobbersmeden; ham
Skal jeg ey føde, han skal føde mig.
Bliv ikke bange, jeg vil ikke flaae Jer!
Men siig mig bare hvor I fik at vide,
At her i Gaden var den gale Smed?
Thi jeg har endnu ikke hængt mit Skildt ud;
Det nye, atsige, thi det gamle hænger
Endnu, som det har hængt en halv Snees Aar;
Men Regn og Slud har slikket det saa reent,
Som Hunden slikker en Tallerken. Ha! ha!
I seer jeg er en Digter, en Poet!
Kan giøre Lignelser om Regn og Hunde.
Ha ha ha ha! Bliv I kun ikke bange!
Til Kobbersmed har jeg dog meest Genie.
Men hvem har sagt Jer, at jeg boede her?
Noureddin tør.
Slet Ingen. Folk kan ikke høre her
I denne Gade, altsaa ikke svare.
Jeg vædder, der er ey i hele Gaden
En eeneste complet, heel Ørehinde;
Det har I sørget for, min gode Mand!
Men da jeg kommer nys fra Barbariet,
Hvor kun der brøler Løver, Parder, Tigre,
Og altsaa har min Hørelse endnu,
Saa vidste jeg strax hvor I boede henne,
En fem, sex Gader herfra; jeg behøved
At gaae kun, som I indseer, efter Lyden.
Kobbersmeden afsides.
Den Karl er fiffig. Høit. Allerbedste Mand!
Det er ey mig, jeg tier, som en Muus;
Men det fordømte Kobber har den Vane,
At skraale, som det fik en Kniv i Halsen,
Og jeg maa banke det saa tit jeg vil,
Saa faaer jeg det dog aldrig til at tie.
Noureddin.
I skulde engang prøve med det Gode,
At bringe det til Artighed, og lade
Det staae ubanket.
Kobbersmeden.
Ney, den Læremaade
Forstaae vi os ey paa i Asien.
Jeg vædder, hvis jeg følger Eders Raad,
Saa ærgrer min Koldsindighed det saadan,
At det bespyer sig med den grønne Galde,
Og er istand til at forgifte Folk,
Som rører ved det. — Men til Sagen nu da!
Hvad kan jeg tiene Eder med? Hvis I
Vil givtes, sætte Boe, saa kom til mig!
See her er Kaffekander, Themaskiner,
Bradpander, Kasseroller, Suppekiedler,
Og Æbleskivepander; vel fortinnet.
Skal I til Feldts? Jeg smedder Hielm og Harnisk,
Saa godt som Potter og som Bradepander.
Hvo Eet kan giøre, giør det Andet med.
Er I ey ganske vel, lidt Patient,
Og ønsker et Stikbækken? Kom til mig!
Jeg har hvad nogen Moders Siel forlanger.
Noureddin.
Jeg ønsker mig en halv Snees Kobber-Lamper.
Kobbersmeden.
Tys!! Lad os tale sagte, bedste Ven!
Jeg har en Naboe, som er Lysestøber,
Han hader Lamper meer end Pestilenz.
Kom I med mig, op i mit Magazin,
Der skal I Lamper faae, som lyser bedre
End Maanen og Planeterne paa Himlen.
Atsige naar der først er Olie i dem,
Og Væger, og naar Vægerne er tændte.
Noureddin.
Saa gaae vi denne Vey?
Kobbersmeden.
Ja, bedste Mand!
Tag Jer iagt for Trinnet. Smudsk Jer ey
Paa Væggene; husk, I er hos en Smed!
Her op ad Trappen! Stød jert Hoved ey
Mod Bielken under Loftet. Nu kun frisk!
De gaae.