Soliman og Aladdin med Følge bevæbnede til Jagt. Gulnare.
Soliman.
Saa herlig Alderdom jeg haabed ey,
Skiønt vant til Lykke, født af Fyrsteblod,
Og høit bestemt for Thronen. Elskte Søn!
Hvad skal jeg først begynde at beundre?
Din Rigdom, Viisdom, Elskov, eller Kiekhed?
Hvor findes Mage til et Slot, som dette?
Du snildt lod staae et Vindue ufuldendt,
Paa det jeg kunde føle Værkets Værd,
Naar selv jeg rørte det med kraftløs Haand.
Du bygged dette Pallads i en Nat —
I fiorten Dage var ey Persiens Sultan
Fuldmægtig at faae giort et Vindve kun.
Og nu din høie Elskov til min Dotter,
Din Viisdom og din Kløgtighed i Raadet,
Dit gode Sindelav for mig, for Alle,
Hvorved du vinder hele Landets Hierte;
Og nu, hvad ligesom tilsidst med Høihed
Forherliger det Alt og kroner det:
Din Tapperhed, der, som et kraftigt Lyn,
Forfærdeligt, som øyeblikligt slog
Rebellerne, og tæmte dem igien.
Min Dotter havde Ret, da hun dig kaldte
En Cherubim. Du est en Cherubim,
Som staaer for Persien, som hiin for Eden.
Kom nu, min Søn! Det hule Jagthorn lyder,
Og lokker os med sine underlige,
Utydelige Suk, til dunkle Skov.
Der har jeg rettet an en barnlig Krig.
Den, som gaaer kiek imod et oprørt Folk,
For ham er Tigerjagt et Børnespil.
Farvel, min Datter! Lev ret vel saalænge.
Gulnare.
Min elskte Fader! Elskte Husbond! ak,
Hvad vil I Tigren? Lad ham gaae i Skoven,
Og giv ham ey en ubetænksom Ret,
At sønderrive brat de bedste Hierter.
Aladdin.
Velsignet er din qvindelige Frygt.
Hvad der er smukt hos dig, som Qvinde, bør
Vi veie op med hvad for Mænd er smukt.
Og det er: Sødt at frydes ved din Frygt,
Og ey at agte den. Farvel, min Hustrue!
Gulnare.
Naar kommer du igien?
Aladdin.
Imorgen, Elskte!
Hvis Tigren ikke sønderriver mig.
Gulnare.
Du spotter?
Aladdin.
Ja, som Faaret spotted Rosen,
Fordi den ikke ogsaa kunde bræge.
Farvel! Imorgen seer du mig igien.
Han gaaer med Soliman og sit Følge.