Aften. Stor Tummel i Byen af Mennesker. De fleste Huse ere illuminerede. Man hører Musik langt borte.
Morgiane
kommer gaaende og banker paa hos en Urtekræmmer.
Urtekræmmeren
stikker Hovedet ud af Vinduet.
Hvad nu? Hvem banker atter paa min Dør?
Jeg sælger ikke Noget ud i Aften.
En Urtekræmmer er dog ingen Hund,
Som altid skal for Disken staae i Lænke,
Og fare ned med Næverne i Sæben,
Rosinerne og Theen, naar I fløiter?
I Aften er der Glæde overalt,
Saa vil jeg ogsaa glæde mig i Aften.
Morgiane.
Herr Naboe! Glæd han sig i Herrens Navn,
Saameget som han vil, det er ham vel undt!
Men vil han ikke ogsaa glæde mig
Med for en Skilling Olie til min Lampe;
Thi ellers maa jeg sidde hele Tiden
I Mørke, mens den hele Bye forresten
Har slig en Overflødighed paa Ild,
At det slaaer frem, som Hidsighed paa Huden,
Saa Gaderne seer ud, som om de havde
Skarlagensfeber, Frisler eller Fnat.
Urtekræmmeren.
Ey, Morgiane! Er det hende Moer?
Saa kom kun. Disse ubevante Lys,
De blinde mig. Jeg kan ey see for Lys!
Morgiane.
Og jeg kan ikke see for Mørke, Naboe.
Urtekræmmeren.
Ja, saadan er det. Begge giør os blinde,
Man skulde troe at Dæmringen var bedst. —
Naa siden det er hende, Moer! saa skal det
Saa nøye just ey komme an derpaa.
Forlanger hun den bedste Olie?
Morgiane.
Ney,
Ifald jeg turde bede Eder om
Den Sletteste; men det maa være Noget,
Som der er godt.
Urtekræmmeren.
Hun er en Oeconom.
Morgiane.
Ja ellers saae det galt ud. — Men hvad vil
Dog al den Stads og denne Lysning sige?
Jeg hører ogsaa hisset en Musik.
Urtekræmmeren.
Er hun den Eneste i Ispahan,
Som ikke veed, at Soliman, vor Sultan,
Sin Datter gifter bort i Aften med
Vezirens Søn, den unge Saladin?
Morgiane svimler.
Hvad siger I, Herr Naboe? Hvad, Herr Naboe?
Det forekom mig som I talde, Naboe!
Urtekræmmeren.
Saa tog I heller ikke feil, Moerlille.
Morgiane.
Ak, kiere Naboe! Saa maal om igien,
Og giv mig noget Vand at lugte til,
For Skillingen, jeg skal hae Olie for;
Thi jeg faaer ondt.
Urtekræmmeren.
Du hellige Prophet!
Hvad feiler Konen? Kiere Morgiane!
Hvad har I mod Partiet?
Morgiane.
Ak, jeg stødte
Min Ligtorn, Naboe! Det er hele Sagen.
Farvel! Jeg har ey Tid at see mig for,
Jeg strax maa ind og tale med min Søn.
Gaaer.
Urtekræmmeren ængstelig.
Nu render hun sin Vey, og laer mig staae
Med hendes Skilling. Hm! Hvad skal jeg giøre?
Hei! Morgiane. Hun er fløiten alt. —
Jeg er en ordentlig, en redelig,
Retskaffen Mand, som ikke Folk vil snyde.
Jeg har endnu til Dato aldrig stiaalet.
Hvad saadan man kan vinde ved sin Næring,
Det er en anden Sag, deri er hver
En Tyv. Med denne Skilling. Hm! Hm! Hm!
Mig skaaret i mit Hierte, naar jeg mærkte
At ey der var en Krumme Brød i Huset.
Man kan ey hielpe alle Folk. Forleden
Gav jeg den stakkels Kone dog to Svedsker,
For ingenting, at stille Hungren paa.
Men denne Skilling! — Hvis jeg skulde døe!
Jeg vil dog føre den til Bogs. Skriver. „Betroet
En Skilling af den gamle Morgiane.
Om der skal gives Olie eller Hodvand
For samme, vides endnu ey med Vished.”
See saa! Det lettede! Det er saa godt
At skrive Saadant op, for Livs og Døds Skyld.
Gaaer ind.