Nylig i Rusk og Slud, paa Dybet, af gyngende Bræt slængt,
Giennempidsket af Regn, ganske fortumlet af Storm;
Omklædte nu, fra Top til Taae, i en hyggelig Stue,
Midt for det ventende Bord, i en Families Skiød.
Suppen ryger, ey Brændingen, Ceres har Nimrod med Buen,
Venligen Haanden rakt, kiemper Neptunus imod.
Kraften, han røved, erstatter os de, og den Munterhed, Taagen
Udslukked lidt efter lidt, vækker den venlige Vert.
Vil du et Contrafey, Ven! af min Huusvert? Vel, du har seet ham;
Apotheker han er. Mind dig det Goethiske Digt!
Men, som den driftige Mand er meer, saa ligner han mere,
Baade i Kraft og Gemyt, Verten; thi Vert er han med.
Gaaer, som han, i Støvler og Frak; den forstandige Hustrue
Taaler ey Slaaprokken meer; reent den er kommen af Brug,
Ogsaa har han to Børn, blandt fleer, en Søn hedder Herman,
Datt’ren Dorthea; kort Alt træffer bogstaveligt ind.
Bacchus, din Skielm! jeg troer du har Vinger, som Amor, hvo bragte
Dig over Beltet herhid? Har man paa Langeland Viin?
Jo tilvisse, Broerlille! og den som god er. Ney see kun!
Troer han da, Vindruen groer hisset, paa Kongens Nyetorv?
Ergo er Langeland ey saa gal, som jeg havde vented;
Troede jeg dog, at I snart leved et Robinson-Liv.
See mig engang til den Kiøbenhavner, hvor ey han er opblæst!
Nævn mig en Ting I har hist, som vi vel ikke har her?
Vinen? Den har han nu smagt, min Ven! og hvad Maden betræffer,
Skikker for mig sig vel ey — „Maden var Ypperlig, Ven!”
Godt; og hvad vil han da meer? Om et Øyeblik faaer han en Kage.
Æblekage! Nu vel! Trænger han saa til Courtin?
Vil han i Club? Vi har Club, hvor man kommer og vrøvler og kiedes,
Ligesaa godt som hos Jer; Clubben har Bibliothek.
Handel og Vandel gaaer her saa godt som hist, var kun Havnen
Bedre; dog hielper vi os endnu med den, som vi har.
Vil han Comoedier see? Det er Skade han kommer saa silde,
Jeppe paa Bierget, paa tydsk, spilte nys Reizensteins Troup.
Snart, naar Veiret blier godt, (det er ogsaa et Evigheds Regnveir)
Giver den selvsamme Mand hist os et Fyrværkerie.
Han er Poet, har jeg hørt! Vi har ogsaa Poeter i Landet.
Bünou, en ypperlig Mand, kiender han Odense-Skiald?
Ligesom han, har han giort en Dingst, over Anden April, sidst,
Ligesaa ædel og rørt, huuslig; til Heltenes Roes.
Snart gaaer Skibet af Stabelen, hist saa skal han sig undre
Ved Henrik Vrangels Røst, saa raaber ingen Matros.
Humoristiske Mænd har vi og, naar vi mindst det formode,
Kommer den Strynøeske Degn, saa vil han først faae sin Fryd.
Det er en reen Polyhistor, først Søemand han var, saa Provisor
Her i mit Apothek, saa fik jeg giort ham til Degn.
Herligt han passer sin Dont, kun eengang (hvad mægter ey Vanen)
Sagde for Amen han Stop! kort; paa sin Søemands Maneer.
Hvad nu Landet selv betræffer, saa gaae hen og læg sig,
Han, med sin Siellandske Mark, sær om den Bye, hvor han boer.
Her gaaer det rask Bakker op, Bakker ned, giennem Skov, giennem Engbund;
Snart i den hvælvede Lund, snart ved den rislende Søe. —
Saadan talde min Vert, og skienked bestandig mit Glas fuldt,
Drak saa med hiertelig Hu hele Familiens Skaal.
Ved hans godlidende Skiemt jeg min Træthed og Reise forglemte,
Vertens muntre Gemyt muntred den taagede Dag.