Morgenstund Guld har i Mund, saa siger et ældgammelt Ordsprog;
Ofte skiøndt sandt og viist, tit feiler Ordsproget her.
Mangen Morgen, naar sikkert jeg venter din Ankomst, Aurora!
Blid, med Guld-Rosen i Mund, jomfruelig, rødmende sødt,
Kommer med Piben i blodløse Læber, i graa Rokkelore,
Frossen og søvnig en Knark; smøger mig Taagerne frem!
Blomsterne hylle sig da, som Piger om Aftenen sildig,
Ind i det græsgrønne Schavl, blegner og ryster af Kuld;
Og en stakkels Poet, som tilfælles har meget med Piger,
Stirrer vemodig mod Syd, ønsker med Længsel sig der;
Tænker: Ak var du som Skovenes vingede Sanger en Trækfugl!
At du, naar Sommeren svandt, bort kunde flygte med den.
Hvor oplivende derfor er Skieret i tidlige Morgen,
Eos, du venlige Glut! af dit safrangule Haar;
Munter, Auroras Forbud; da Lærken forlader sin Rede
Eengang saa tidlig som før, flagrer i Luften og slaaer:
Eos vor Dronning har meldt! Vil I vaagne, Smaablomster og Fugle!
Siunger og dufter i Skye! Eos vor Dronning har meldt.