Ungkarlene
Hesper, I Ynglinger! er der, Vel op da! Hesper paa Himlen
Endelig eengang igien løfter frem de forønskede Straaler.
Tid er at reise sig nu, at forlade de bugnende Borde,
Nu maa Bruden herind, nu maa synges de fro Hymenæer.
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Pigerne
Seer I, o Piger! Karlene hist, lad os reise mod dem os!
Klart nok paa Oetas Biergaas Noctifer viser sin Lue.
Seer kun! Seer I ey hist, hvor de kappes i hurtige Chordands?
Ey uden Aarsag de dandser og siunger om hvo der bør seire.
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Ungkarlene
Ey er det Venner os let, at erhverve den udsatte Palme.
Seer kun Pigerne hist, hvor de raadslaae mellem hverandre.
Ey uden Aarsag de raadslaae, vist er et Anslag i Giere;
Ganske naturligt! thi flittig forenet de kappes til Maalet;
Vi, med forskiellige Sind, skilles ad ved forskiellige Tanker,
Taber altsaa med Ret, thi Seir kræver Handling og Omsorg.
Hurtigen derfor nu forener i Hast Eders Hierter!
De har at synge begyndt, os sømmer et passende Giensvar.
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Pigerne
Hesper! ak hvor er saa grumt et Lys paa Himlen, som dit Lys?
Du som kold river Datteren bort fra Moderens Favntag;
Datteren bort, som sig klynger saa fast til den favnende Moder;
Og den uskyldige Møe giver hen til den blussende Yngling!
Er i den indtagne Bye vel grummere Fiendernes Krigshær?
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Ungkarlene
Hesper! ak hvor er saa sødt et Lys paa Himlen, som dit Lys?
Du som bekræfter Foreningens hellige Baand med din Lue!
Sluttet alt som sig bør af Mænd, og af Frænderne samtykt:
Ey dog Fuldbyrdet end, før paa Himlen funkler din Ildglands.
O hvilken skiønnere Stund var af Guderne værd vel at ønske?
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Pigerne
Hesperus, Søstre! her af os ak bortriver Een nu!
Derfor, bestandig Vagt, naar du kommer, maa vaage, bestandig
Tyvene komme med Natten, du vender vel altid tilbage
Hesper! og røber dem, ha! men naar først du dit Navn har forandret.
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Ungkarlene
Hvor det er Pigerne kiert at anklage dig, med forstilt Sorg!
Er det dog muligt at anklage den, som man elsker i Hiertet?
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Pigerne
Blomsten liig, som hemmeligt staaer i den gierdede Have,
Ukiendt af Hiorden, og ei berørt af det furende Plovjern,
Mildnet af Luft, vederqvæget af Sol, udklækket af Plaskregn,
Elsker utallige Drenge den høit, og utallige Piger;
Men naar spæde Haand den har brudt — da visner den snarlig,
Elsket af ingen Ynglinger meer, og af slet ingen Piger;
Saadan Jomfruen, mens hun er Møe, da forbliver hun hver kier!
Men naar Blomsten er brudt, naar berørt er den deilige Skabning,
Ey er hun Ynglingen meer til en Fryd, og Pigen en Glæde.
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!
Ungkarlene
Ranken liig, som skyder kun op sine Stammer i frie Mark,
Aldrig hæver den sig og udklækker den svulmende Drue,
Men bøiet ned af den ludende Vægt, det spædvoxne Legem
Snarlig berører sin Rod, men de yderste høieste Revler,
Dyrket af ingen Landmænd, og dyrket af slet ingen Øxne;
Men naar den slynger sig først fast om den mandige Ulmgreen,
Dyrker den froe med utallige Øxne utallige Landmænd.
Saadan Jomfruen, mens hun er Møe, da udyrket hun ældes,
Men naar i modne Tid hun holder et hæderligt Bryllup,
Bliver hun Manden først kier, og Forældrene lidet til Byrde.
Strid da nu ey meer mod en saadan Brudgom, o Jomfrue!
Ret er at stride mod den ey, til hvem dig Faderen bortgav.
Fader og Moder tillige, den er det nødvendigt at lyde.
Jomfruekrandsen heel er din, Forældrene deelta’er;
Faderen Tredieparten, en Trediepart Moderen eyer,
Tredieparten er din, men hvo vilde stride mod To, som
Gav til en Svigersøn hen deres Ret, med en klækkelig Medgivt?
Hymen o Hymenæe! Hymen hil dig fro Hymenæus!