Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Høistærede Herr Fætter! Kiere Svoger!

Broer Noureddin! (Tag ikke ilde op

At jeg saa dristig taler) Ney saa vilde

Jeg heller troet at Caucasus var sløifet,

At Solen havde tørret Euphrat ud,

End at min kiere, brave Ægtefælle,

(Nu er han i Prophetens Paradis,

Hvor unge Houris, smukkere end jeg,

Omfavner ham og klæer ham af og paa,

Og stryger ham med Multum for sin Gigt.

Ak lad dem det! Jeg er kun lidt jaloux)

Men — hvad jeg vilde sige, kiere Svoger!

Det kunde jeg, som sagt, dog aldrig troe,

At Mustapha, det gamle stakkels Skrog,

Var Broder til en saadan fornem Herre.

Jeg har ey heller i mit hele Liv

Hørt Manden tale om Jer. Derfor troede

Jeg ogsaa først — tilgiv min dumme Mistroe —

At I nok var en Tyv, en Kieltringknægt,

Som kom kun for at see paa Leiligheden.

Men da jeg saa betænkte mig igien,

At her var intet meer at stiele af,

End paa en Banke Sand i Sahras Ørkner,

Og da I nu lod hente Mad og Sherbet,

Og gav os et saa herligt Traktement,

Da bortsvandt al min Mistroe, kiere Fætter.

Thi ak! hvad skulde bragt Jer til at giøre

Mig arme Kone, med min stakkels Dreng,

Saameget Godt; var det ey Slægtskabs Skyld?

Ja kiere Svigerske! Hvad jeg kan giøre

For Eder, og for Eders gode Søn,

Det skal jeg giøre som en ærlig Fætter.

Hvi hindred Skiebnen mig bestandig i

At høre om min Broders trange Kaar?

Jeg skulde vist forlængst, med villigt Hierte

Og med uskrømtet Glæde hiulpet Eder.

Dog skeet er skeet og kan ey giøres om.

Det hielper ey at klynke over det

Som ey kan ændres, lad os altsaa nu

Betragte det Nærværende. Skienker. Aladdin!

Kom Søn, og drik mig til.

                                              God Taar, Herr Fætter!

Siig altsaa, kiere Morgiane! nu

Hvordan I har det? Hvoraf lever I?

Hvad giør Aladdin? Er han flittig? Har

Han alt bestemt sig? Hvortil har han Lyst?

Ak hvortil han har Lyst? At gaae paa Gaden

Den hele lange Dag, at spille Skorsteen,

Nærmest til Væg, Klink, Pind, og Soe i Hullet;

At søle sig i Snavset, som et Svin,

At rive Buxerne itu for Knæet,

At slide Hul paa sine Albueærmer,

At slaaes, at bande, og at løbe gal.

Ak, kiereste Herr Fætter! I kan troe

At han har giort mig mangen Hiertesorg.

Han giør mig ey saa glad; det staaer jeg for!

Det er min Søn, det er mit Kiød og Blod.

Han er ey hæslig! Deilig rød og hvid,

Og Alle siger at han ligner mig!

Men Sandhed maa for Dagen, om den saa

Skal ud igiennem mine Sidebeen.

Jeg spinder Bomuld hele Dagen, men

Hvad vil vel det forslaae? Han gidder ey

Bestille — Gud forlade ham, det Skarn! —

Saameget som at kæmme selv sit Haar.

Alt ligger paa mig arme stakkels Kone!

Han skulde være Skrædder, som hans Fader,

Men ak Gud bedre ham for Skrædd’r han er!

Ney, der vil Andet til, end gaae og drive. —

Da Mustapha var endnu levende

Tog jeg det Skarn i Forsvar. Himlens Straf

Nu kommer over mig, for al min Svaghed.

Nu, kiere Svigerske! Giv Jer tilfreds.

Saavidt som jeg kan mærke paa Aladdin,

Saa er han af en ædel, stolt Natur.

For ung til selv at aabne sig en Bane,

Nedtrykt af al den Armod rundt omkring sig,

Er han ey vaagnet ret endnu; og derfor

Har Leeg og Lediggang bestandig tumlet

Den ubevidste Siel, som i en Vugge.

Jeg vædder, naar man satte ham istand

Til at begynde en anstændig Handel,

At naar man skaffed ham en Bod, med Varer

Af alleslags fortræffelige Stoffer,

Fra China, Indien og fra Levanten,

Jeg vædder To mod Een at han blev kied

Af al sin gamle Tidsfordriv, og fik

Til bedre Sysler Lyst. Ey sandt Aladdin?

Herr Fætter! I kan læse i mit Hierte.

Ak! jeg kan aldrig gaae en Bod forbi,

Som hænger fuld af Guldmor og af Sølvmor,

Af Flor, af Atlask og af Silketøier,

Og klare Perlebaand, og slige Sager,

Før strax jeg tænker: Havde du dig dog

En saadan herlig Bod! Saa kom hver Dag

De skiønne Perserinder i din Bod,

Og slog de lange Sølverslør tilside,

For ret de smukke Varer at besee;

Og mens de saa besaae min Herlighed,

Besaae jeg deres Herlighed igien.

O kiere Fætter! Skaf mig slig en Bod.

Og her jeg lover Jer med Haand og Mund,

At jeg skal blive ordentlig, fornuftig,

Selv rede Haaret, vaske, tvætte mig,

Og ikke lege med de dumme Drenge.

Et Ord et Ord?

                        En Mand en Mand!

I Overmorgen har du dig en Bod.

Ak hellige Prophet! Den arme Orm!

Hvor skulde han faae den fra?

Jeg kiøber og forærer ham en Bod.

Nu! det kan man dog kalde en oprigtig,

Og ærlig Fetter. Kiere, kiere Fætter!

I er af mine Folk. Men kiere Fætter!

Der er saa længe til i Overmorgen,

Var det ey bedre strax, — imorgen tidlig —

At kiøbe Boen? Det er dog saa godt¹

At faae fra Haanden, hvad man skal; og jeg

Kan ikke taale godt at bie.

Kiødhoved! Lange Lømmel! Er der da

Ey mindste Tanke i dit tykke Hoved?

Er det Taknemlighed? Og taber du

Ey Mælet over saa uventet Godhed?

Ak jeg maa græde! Kiereste Herr Fætter!

Er I en Engel, sendt fra Himlen ned,

At hielpe denne faderløse Orm.

Den arme stakkels Dreng. Flux hen, dit Afskum!

Og kys Herr Fætteren smukt paa sin Haand,

Og tak ham. — Ak er det ey alt en Drøm?

Jeg er saa vandt til Sorg og Usselhed,

At denne Lykke giør mig reent forplumret.²

Vær rolig, gode Kone! Ney Aladdin,

I Morgen er det Fredag, Helligdag,

Da kan man ikke kiøbslaae. Hver en Bod

Er lukket til, og Livet deler sig

I Gudsfrygt og uskyldig Tidsfordriv.

I Morgen vil jeg skaffe dig en Klædning,

Som passer for din nye Stand, saa vil vi,

Ifald din Moder ey er derimod,

Spadsere sammen ud af Stadens Porte,

Igiennem disse smukke kiølne Haver,

Som rundt omringe den. Du har dog Lyst?

Stor Lyst, Herr Fætter! Grumme megen Lyst.

Saa vil vi skilles ad i Aften; thi

Det er alt sildig, og jeg mærker at

Jeg er af Reisen træt. I Morgen sees vi.

Farvel saalænge Børn.

                                          God Nat, Herr Fætter!