Phantasia
træder frem og siger:
Saaledes har den underfulde Lue,
Der skinner dybt i Biergets Inderste,
Som dybt i Mandens Barm og giennem hans
Idrætter og det Held, som følger dem,
Den hemmelige Urkraft: Lyset selv,
Som virker alt hvad der er Liv og Lykke,
Beqvemmet sig til frem at træde her,
Indhyllet i en legemlig Gestalt —
En gammel Kobber-Lampe!
Har I opmærksomt læst det hele Digt,
Betragtet Lampen i sit eget Lys,
Og med sit eget Øie, mærket vel
Hvad Noureddin saae i den gamle Bog,
Hvad Ringens Aand forklared for Aladdin —
Saa er det ey nødvendigt meer at pirre
I Lampen med Forstandens Lysesax,
For at forjage hver en Dunkelhed. —
Det lette Spil er endt; thi Helten staaer
Nu ved sit Maal, og Livets Stræben kun
Er Digtekunstens Stof; den høie Roe
Kan Guds Cheruber synge, ingen Digter.
Modtag da her det gamle Malerie,
Der forhen hang i Borgestuen kun,
Halv slettet ud af Støv og Røgtobak,
Beskint af Praasen i en Jerntraads-Stage!
Der saae min Søn det hænge i sin Barndom,
Og Støvets Teppe, Praasens svage Lys,
Frembragte samme Virkning i hans Siel,
(Ukiendt med Jordens Herlighed, men nær
Beslægtet med dens mystiske Natur)
Som Templets Dæmringslør paa Helligdommen.
Alt længe stod det underfulde Digt,
Hidbragt fra Østen, slemt forstødt paa Reisen,
Omklædt paa gallisk af arabisk Dragt,
Hensadt i en Erindringskrog. — Nu har han,
Saa godt det stod til ham, afstøvet det,
Opfrisket Farverne, saa godt, han kunde,
Lagt den Betydning i det hele Billed,
Som blege Levning syntes pege til,
Og sat det Hele i en bedre Ramme.
Thi tag det venligen imod, som venligt han
Det Eder byder! Hvis det lyktes ham,
At bringe Eders Øie til at see,
Hvad selv han i det gamle Billed saae,
Da har han truffet hvad han sigted paa.