Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Tag dette Stykke, Kiere! det er bedre.

Jeg er ey kræsen, elskede Gulnare!

Eet Stykke har jeg, iblandt alle Stykker,

Kun higet efter, det var dig, min Dronning!

Jeg er en versligviis, erfaren Mand,

Alting har jeg forsøgt og giennemskuet.

Naturen skienkte mig en virksom Siel,

Der kaster sig paa Alt, som Morgenduggen.

Kun Kierlighed har jeg endnu ey prøvet,

Den skienkte Lampen mig. Dens bedste Værk!

Troe ey, at jeg er saa forelskt i Lampen.

Den Ære, ved min Flid at fange den,

At jeg kan sige: Eengang fik jeg dig,

Trods al din Modstand, ved min egen Klogskab,

Det er den bedste Nydelse, den gav mig.

Og saa, som sagt, at jeg fik dig, min Dronning!

Føel kun engang hvor varmt mit Hierte banker.

Saa vældigt har det aldrig slaaet før. —

Men hvorfor var du før saa kold imod mig?

I veed, det er ey let at tvinge Smerten,

Og vende strax sig til en stor Forandring.

Det veed jeg, min Hyrdinde! Ja, det veed jeg.

Jeg veed hvad der kan vides her i Verden.

Naturen syntes ret at have skabt mig

Til noget Stort, den gav mig mange Evner,

Som der behøves til at blive viis,

Jeg mener nemlig til at vide Alting.

Hukommelsen var stærk hos mig, som Barn,

Og dertil kom nu at jeg havde Orm,

Saa gad jeg ikke leget med de Andre;

Var vranten, syg; men sad imidlertid

Og lærte mine Lectier paa min Skammel,

Imedens de Andre gik og saae paa Maanen

Og Blomsterne, og sloges alt iblandt.

Da jeg blev større, vilde de forført mig

At løbe efter deres Fruentimmer;

Men dertil var jeg altfor dydig; havde

Desuden ingen Lyst og Drift dertil!

At drikke nu og giøre Maaltid med dem,

Det gad jeg heller ey. Jeg havde ingen

Særdeles Appetit, og Vinen svækker.

Propheten giorde vel, da han forbød den.

Imidlertid saa steeg min Viisdom saadan,

At efter megen Møie, Nattevaagen,

Jeg endelig tilsidst fik grundet ud:

At der var til en Lampe her i Verden,

Som er forunderlig med samt sin Ild.

Den har jeg nu bestandig grebet efter —

Og fik den endelig, som du har seet!

Ja, kiere Ven! det har jeg.

Nu ogsaa nyde ret engang mit Liv.

Hidtil har jeg kun liden Omgang havt

Med Qvindfolk. Ting af større Vigtighed

Har altid fængslet mig. Min hele Siel,¹

Bestandig henvendt paa en værdig Gienstand,

Har ikke denne lette Barnlighed.

Min Tunge er ey vant til smidig Sniksnak;

Og mange Aars udholdne Nattevaagen

Har bleget Roserne paa mine Kinder.

Men svækket er jeg ey. Om Aftnen tør jeg

Dog ikke spise meget, eller hvad

Der kræver stærk Fordøielse. Min Mave

Er ikke med det bedste. Folk af min Stand,

Som ikke har ret stor Bevægelse,

Maa spise lidt kun, og hvad let fordøies.

Det er fornuftigt!

Jeg taler altid sindrigt og fornuftigt.

Dertil er du vel ikke vandt hos denne

Forædte, taabelige Knøs?

Lidt Spøg kan ogsaa være godt imellem.

O ja! — Med Maade dog, og yderst sielden.

Jeg hader det, som andet Specerie;

Det heder Blodet og fordærver Maven.

Dog, naar det er en hvæsset Vittighed,

Som træffer bittert paa sit rette Sted;

Naar skarp den revser Vildskab, Sværmerie,

Og denne dumme, flade Drengestolthed,

Der brauter med en lykkelig Natur,

Og ikke med hvad der er Selverhvervet,

Saa laer jeg det endda passere; men

Hvad denne overgivne Kaadhed angaaer,

Som ingen anden Hensigt har end Kaadhed,

Saa væmmes jeg derved, som Manden væmmes

Ved Sukker i en savlet Barnemund.

Endnu et Stykke!

Ifald jeg spiser meer, kan jeg ey sove,

Og jeg er meget for en rolig Nat.

Det er alt silde. Det er mørkt; og Himlen

Staaer fuld af Stierner.

Om Natten kun. Jeg seer to Stierner for mig,

Der lyse huldt om Dagen, som om Natten.

I smigrer!

                                      Alt har sin Tid, siger

Den store Salomon. Nu er jeg Beiler,²

Naar jeg er bleven Mand, saa vil jeg meer ey

Betiene mig af slige Lignelser,

Som egentlig i Grunden dog er Daarskab.

Hvad kalder man den store Stierne, hisset,

Som funkler med et usædvanligt Lys?

Jeg kan ey see med blotte Øine længer,

Mit Syn er svækket af den megen Læsning.

Men bie, nu har jeg væbnet alt mit Blik.

Hvor, sagde du, at Stiernen skulde funkle?

Der, over Æbletræet!

Saa kiender du ey engang Hundestiernen?

Tiltrække Nattens Stierner sig da ey

Din stadige Opmærksomhed?

Det glæder mig, hvergang jeg seer dem funkle,

Som bedre Blomster i en bedre Hauge.³

De vinke mig med deres milde Blik,

Som smaae, uskyldige, lysklædte Engle,

Fra Jorden venligt op til Paradiis.

O! det er Sværmerie. Ney, hvad jeg mener,

Fornøier det dig ey, at kiende Navnet

Paa hver en enkelt Stierne, og at vide

Hvor den skal staae paa Nattens visse Tider?

Ak! det er aldrig faldet end mig ind.

Saa har da alle disse Stierner Navne?

De fleste, Barn! De fleste, Barn! Vi har

Endnu tilbage ikkun Melkeveien,

Der har vor Herre været lidt confus;

Dog, Tid og Flid kan giøre Underværker!

Saa denne Stierne kaldes Hundestiernen?

Ja, Barn! Det er min Stierne, det er den

Hvorunder jeg er født til Verden.

Men er det sandt, hvad jeg har ladt mig sige,

At Stiernerne skal have en usynlig

Indflydelse paa Menneskenes Liv?

Ja, det er noget nær vel sandt, min Dotter!

Det er dog underligt. — Men ak, hvad tænker

Jeg da vel paa. Jeg blander mig forvoven

I en alvorlig Undersøgelse,

Hvoraf jeg ey det Ringeste forstaaer.

Tael kun fornuftig, Barn! Det giør dig altid

Langt skiønnere i mine Øine, end

Du forhen var.

                                                  Nu, kiere Noureddin!

Da det er kommen dog saa vidt med os,

Saa vil jeg ikke vægre mig, min Ven!

Ved, efter persisk Viis, at drikke Jaord. —

Men Himmel! det er sandt, jeg har en Husbond,

Hvorledes kan jeg bryde ham min Troe?

Vær ubekymret. Drik med mig i Aften!

Før Brylluppet skal jeg nok saa det mage,

At du har ingen Troskab meer at bryde.

O I henrykker mig! Saa kom da nu,

Og byt, paa persisk Viis, det fulde Bæger

Med Eders Siels Veninde. Tøm det ud!

Hver Draabe skal besegle dette Baand.

Mig synes Hundestiernen blegner.

Veninde! Jeg faaer ondt.

Det gaaer snart over.

Jeg kan ey røre mig, mit Øie mørknes,

Og i min Indvold raser Dødens Smerte.

God Aften, Fætter!

Aladdin!

Bie, jeg skal hielpe Jer; det er nok Lampen,

I famler efter?

                                                See der er den, Fætter!

Jeg lovte Eder den jo, paa mit Ord,

Naar først jeg heelt var kommen op af Hulen.

See! hvor den funkler i sin Kobberlue.

I har poleert den, seer jeg, siden sidst.

Saa tag den, Fætter! Lad Jer ikke nøde.

Aladdin! Ha! du har forgivet mig.

Det har jeg, Fætter! Et forgiftigt Kryb,

Som bruger den af Skiebnen givne Livskraft

Til Braad kun, for at bringe Død og Rædsel,

Maa fældes paa sin egen, lumske Viis.

At vandre aabenlyst mod den var Vanvid,

Da strax den vilde gribe til sin Braad.

Jeg haaber at forsvare det for Gud,

At jeg i dig har seet en giftig Bræmse,

Hvis hele Liv, en vild, begierlig Tørst,

Blev slukket i Begierlighedens Bæger.

O Himmel! han er død.

Forføy dig i dit Kammer. Denne Dødning

Er ingen værdig Gienstand for dit Blik.

Desuden — du forstaaer hvad jeg vil sige.

Ja, lad mig gaae. Jeg taaler ey at see

Den stærke Aand, saa lidt som dette Liig.

Hvad vil du Herre! See jeg venter paa dit Ord.

Læg dette sorte Liig ned i den sorte Jord.

Og naar du det har giort, iil da paa hurtig Fod,

Og sæt mit Pallads hen der, hvor det fordum stod.

Saa hurtig lyder jeg dit strænge Magtens Bud,

Som du i Luften seer et hvidligt Stierneskud.

Du tænkte sikkert ey saasnart at skue mig,

Med Lampen i min Haand, at kunde byde dig?

Jeg tænker ikke, alt hvad Allah mig har skienkt,

Er det at rette ud, hvad Lampens Drot har tænkt.