Aladdin. Gulnare.
Aladdin.
Af hvad du her har sagt mig, kiere Hustrue!
Seer jeg at Alt kan blive godt endnu.
Du kiender nu vor Modgangs skiulte Kilde.
Den Snedige er mere klog end jeg,
Han bærer Lampen med sig, hvor han gaaer.
Det giør os vel vort Arbeid noget længer,
Men kan dog aldrig meer end sinke det.
Propheten signe dig, min elskte Hustrue!
For din Standhaftighed. Tilgiv de Taarer,
Den store Frygt, og al den Ængstelse,
Som min Letsindighed har kostet dig.
Du veed, jeg sagde dig det nys, hvor haardt
Jeg straffet blev derfor med Skam og Dødsfrygt.
Mit Mod var reent forsvundet med min Lykke.
Nu smiler freidigt Alt paa nye, som før.
Gulnare.
Min elskte Husbond! Muhamed forbyde,
At daarlig med min Frygt jeg skulde prøve,
At svække her dit Mod; men, elskte Ven!
Saa ganske sikkre om vor Velfærd er vi
Dog heller ikke. Trolden eyer Lampen!
Og hvad er vel vor Seier uden den?
Hvorledes faae vi den? Han giemmer den
Indviklet i et fiint og linnet Klæde,
Forsigtig paa sit blotte Bryst. Hvortit
Har han ey vist mig den, til Haan for dig?
Hvor ofte har han søgt at giøre dig
Forhadt i mine Øine? Naar han ey
Er udreist, som just nu, saa pleier han
At komme her engang om Dagen, og
At plage mig med Elskov, og med Ømhed,
Og frække Bønner om Gienkierlighed.
Hidtil har min Bedrøvelse og Afskye
Holdt ham fra Livet. Men, min elskte Ven!
Hvor længe varer det? Thi jeg er vis paa,
At ikkun Tanken om, at Tiden vilde
Udslette din Erindring af mit Hierte
Og komme hans Paatrængenhed til Hielp,
Har giort ham saa taalmodig og ærbødig.
Aladdin.
Min Hustrue! Hør min Bøn: Vær ganske rolig.
Lad een af dine tro Slavinder lukke
Mig ud, forsigtig, af den skiulte Løngang.
Mod lumske Fiender er man nødt at gribe
Til skiulte Vaaben. Herfra til Marrokko
Er kun en Fierdingvei, som du har sagt.
Indhyllet tæt i denne gamle Kappe
Skal Trolden selv ey kiende mig igien.
Lad din Slavinde vente mig ved Døren.
Jeg kommer snart igien; men med et Pulver,
Som bliver Noureddin et Brev fra Døden.
Sæt du imidlertid dig ved dit Natbord,
Og pryd dig med din allerbedste Pragt,
At Trolden, naar han atter kommer hiem,
Kan troe, du har forandret dine Tanker,
Og at du ønsker nu at tækkes ham.
Levvel saalænge, elskede Gulnare!
Stol tillidsfuld paa mig, og vær ey bange.
Gulnare.
Du har forjaget al min Angst og Frygt,
Som Dagen, naar den venlig nærmer sig
Med roligt Smil til bange Drømmers Leye.
De gaae.