Aladdin
paa sin Moders Grav. Han lader som han sad og vuggede hende.
Visselulle, nu Barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
Skiønt din Vugge stander stil,
Uden Duun og uden Giænge.
Hører du den dumpe Storm
Sukke ved hvad jeg forliste?
Mærker du, den sultne Orm
Pikker paa din Fyrrekiste?
Sov, Barnlille! ved min Sang,
Intet skal din Glæde mangle.
Hører du den muntre Klang,
Hist i Taarnet af din Rangle?
Nattergalen nærmer sig.
Fryder dig dens blide Klukke?
Du har ofte vugget mig,
Nu skal jeg dig atter vugge!
Hvis dit Hierte ey er Steen,
Mærk min Idræt, Moder kiere!
Her af denne Hyldegreen
Vil jeg dig en Fløite skiære.
Ved dens Toner fryd dit Sind!
Hvor den klager svagt og ene,
Som en vildsom Nattevind
I de vaade Vintergrene.
Ak! nu maa jeg fra dig gaae;
Det er koldt i dine Arme,
Og jeg eyer ingen Vraa,
Hvor jeg mig igien kan varme.
Visselulle da, Barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
Skiønt din Vugge stander stil,
Uden Duun og uden Giænge.
Han gaaer bort.