Sultanen sidder med sin Vezir og sine øvrige Hoffolk paa dertil indrettede Sæder. En utallig Mængde Tilskuere rundtomkring. Nede ved Trappen staaer Bøddelen og hans Dreng.
Soliman.
Ved Gud! det er mit Raad, mit Folk bekiendt,
At jeg er ingen rovbegierlig Tiger,
Som tørster efter Blod. Men Blod for Blod!
Og iblandt Alles Blod er dog mit eget
Mit eget Hierte nærmest. O min Dotter!
Hvo veed paa hvilken skiendig Maade du
Er slettet ud af Verden, hulde Lillie?
Ja, ved min Harme! ved Prophetens Magt!
I dette Øieblik er jeg en Tiger.
Leed frem Forbryderen!
Veziren.
Han kommer alt.
Bøddelen
til sin Dreng.
Bred Huden ud, tag Øiebindslet frem,
Og ræk mig Sværdet, under Kappen, der!
Aladdin kommer, omringet af Vagt, fulgt af sin Moder og en Dervisch.
Vagten
til Morgiane.
Nu kan I ey gaae længer med. Tilbage!
Morgiane.
O Gud, min Søn! skal vi nu skilles ad?
Aladdin.
Vi findes snart.
Morgiane
brister i Graad og omfavner ham.
Ja snart. Farvel saalænge!
Jeg har alt ved Moskeen, hisset ude
Ved Hyldetræet, bag den gamle Muur,
Hvor du saa ofte legede, som Dreng,
Bestilt os tvende Grave, jeg paa høyre
Og du paa venstre Side af din Fader.
Vagten.
Han i en Grav? Jo jo! I Rakkerkulen.
Et herligt Traktement for Himlens Fugle!
Morgiane.
For Himlens Fugle? O du slemme Fugl!
Troer du at Himlens Fugle da er Bødler,
Som du? De smaae uskyldige, de blide
Luftsvingere! Saa rene, at de stræbe
Bestandig op til Himmelen fra Jorden,
De skulde røre ved Uskyldigheden?
Vagten.
Bort Qvinde!
Morgiane.
O min Søn!
Hun falder i Afmagt og bæres bort.
Aladdin.
Fred med din Siel!
Dervisch
træder frem for Aladdin.
Troer du, der er en Gud, en Eeneste,
En Skaber, Giver, Vexler og Opholder,
Som ey er født, og kiender ingen Død,
Hvis Væsen kommer fra ham selv, og ey
Fra Andre, som bestandig er den samme,
Som kiender ingen Lidenskab i Sielen;
Hvem Alle trænge til, som han til Ingen;
Som kiender alt hvad der er aabenbart
Og hemmeligt; som tæller Træets Blade
Og Havets Sand og Mandens Hovedhaar;
Som veed hvad der er skeet og skeer og skal skee;
Som ey kan feile, glemme eller synde;
Som hører hvert et Ord der bliver talet,
Det høye Tordenskrald, som Sivets Lisplen;
Som skuer, i den sorte Nat, den sorte
Skarnbasses Kryben paa den sorte Steen;
Som vil de Troende skal troe, at Hedninger
Skal være Hedninger; som styrer alting
Med stræng Nødvendighed efter sin Viisdom;
Hvis hemmelige Plan kan ey udtales,
For herlig for den herligste Fornuft;
Troer du og giver du dig i hans Haand?
Aladdin.
Jeg troer!
Dervisch.
Troer du paa Englene, Guds Tienere,
Som synder ey, og nyder ingen Næring;
Af ingen Slægt, ey Qvinde eller Mand;
Af hvilke nogle er i Himlene,
Andre paa Jorden, nogle staaende,
Endeel henbøiet under Magtens Throne
Med funklende Trompeter, stemt til Lovsang?
Troer du at Eblis har fornærmet Gud,
At han er Jordens Fiende, Mandens Frister?
Troer du at Gabriel er størst af alle,
At Ezrael vil bringe dig til Gud,
Naar Israfil har stødt i Dødens Horn?
Aladdin.
Jeg troer, og trøster mig.
Dervisch.
Og troer du paa de hellige Propheter,
Fra Adam af til Muhamed, den største,
Som Himlens Naade skienkte Jorden, at
Han kunde redde sine Faar fra Døden,
Og skienke dem sin Alcoran?
Aladdin.
Jeg troer.
Dervisch.
Troer du at Helved er de Ondes Hiem,
Hvor Slangen, giftig, vinder sig kameeltyk
Om den Fordømtes Krop, hvor Skorpionen
Af Mulens Størrelse om Halsen hænger,
Hvor Vandet bobler sydende med Beeg,
Hvor Kroppen, naar den først er brændt til Kul,
Bedækkes flux paa nye med Kiød, at Straffen
Kan vare uden Ophør?
Aladdin.
Ja, jeg troer.
Dervisch.
Og troer du paa det skiønne Paradiis,
Hvor der er intet Spor af jordisk Nødtørft,
Hvor der er ingen Alder eller Død,
Hvor der er intet Savn og ingen Modgang;
Hvor skiønne Piger, evig unge, evig
Uskyldige og blomstrende, omfavner
De Salige, og giver gierne hen
De hulde Legemer til kierlig Fryd;
Hvor uforfalsket Elskov har sit Hiem,
Hvor der er intet Had og intet Nag,
Hvor Alting, fra det Mindste til det Største,
Har Præget af et evigt, himmelsk Liv?
Aladdin.
Jeg troer det.
Dervisch.
Nu, saa vandre til din Glæde!
Propheten styrke dig i Dødens Stund.
Han forlader ham.
Aladdin
knæler ned. I det Bødelen vil binde for Øinene siger han:
Ja bind! Bind fast dit Klæde om mit Øie,
At ingen jordisk Straale ind skal trænge,
Og vinke Tanken atter hen til Livet.
Hyl mig i Mulm! Men giør det kort og godt.
Man hører en stærk Allarm. Mængden trænger sig nærmere.
Nogle raabe:
Aladdin er uskyldig, slip ham løs!
Soliman.
Ha! Hvad er det!
Mængden.
Aladdin er uskyldig!
Bøddelen
svinger sit Sværd adskillige Gange over Hovedet og venter med Utaalmodighed paa at Sultanen skal give ham et Vink.
Mængden.
Aladdin er uskyldig, slip ham løs! —
Kom! lad os redde ham. Det er vor Ven!
Den Klogeste i Raadet — og den bedste
I Kamp! Den Undertryktes Hielp og Forsvar,
Den skiønneste, den drabeligste Perser!
Ham vil I hugge ned? Ha, bort med Vagten!
Kom ham til Hielp.
Soliman.
Du blinde, utro Flok!
Beskiermer du din Sultans bittre Fiende?
Veziren.
De hører ey. Den store Kreds omkring ham
Blier meer og mere snever. Vagten ey
Kan modstaae Pøblens vilde Rasenhed.
Der er et rædsomt Oprør at befrygte,
Som dennegang Aladdin vist ey dæmper!
Mængden med stort Gny.
Aladdin løs! Aladdin være frie
For Døden!
Soliman
reiser sig og raaber:
Naade! Til Bøddelen. Stik dit Sværd i Balgen!
Mit Folk har afsagt Dommen. Soliman
Er intet, mod det hele Persien.
Aladdin Naade!
Mængden
kaster Turbanerne op i Luften og raaber:
Muhamed velsigne
Vor vise Sultan og hans Søn Aladdin!
Veziren
afsides til Soliman.
Hvis det er Eders Mening, store Sultan!
Saa vil jeg bringe ham i Fængslet hen,
For der at føre ud den Retfærdsdom,
Som Folkets Raserie forbyder her.
Soliman opbragt.
Tie Slave! Bring Aladdin for min Throne.
Aladdin føres for Sultanens Stoel.
Soliman.
Paa Folkets Forbøn skienkes end dig Livet!
Dog ikke blot har den afvendt mit Sind.
Den Tanke, at maaskee du var uskyldig,
At i min Faderharme vild jeg foer,
Er kommen Pøblens vilde Skrig til Hielp.
Din hele Adfærd var mig uforstaalig,
Maaskee var dette Indfald kun et Indfald,
Som du kan giøre godt naar du faaer Tid.
Thi sværg mig her ved Allahs høie Navn,
At du vil skaffe mig min elskte Dotter
Tilbage, med det Øvrige igien,
Hvis ikke, komme hid og lide Døden
Om fyrgetyve Dage!
Aladdin.
Elskte Fader!
Min Sultan! lad mig tale.
Soliman.
Intet Ord.
Sværg eller døe paa Øieblikket! Sværg!
Aladdin.
Jeg sværger ved den store Allahs Navn,
At jeg vil skaffe dig igien din Dotter
Tilbage, med det nysforsvundne Pallads,
Hvis ikke, som en Synder, lide Døden
Om fyrgetyve Dage.
Soliman.
Vel! Nu kan du
Forføie dig din Vei, hvorhen du lyster.
Soliman staaer op og gaaer ind med sit Følge. Aladdin gaaer bort. Mængden fordeler sig.
Bøddelen
til sin Dreng.
Fordømt med slig Barmhiertighed! Hvorfor
Stod jeg saa tidlig op i Morges nu,
Og sleb mit brede Sværd, mens Hanen goel?
Nu er den hele Anstalt jo forgieves.
Skynd dig! Pak alting sammen, bring det hiem!
Jeg strax maa løbe, jeg har ingen Roe,
Før jeg faaer hugget Halsen af en Hane.
Du veedst jeg drak imorges Tigerblod,
Blod maa jeg see, før er jeg ikke rolig!
Gaaer.