Soliman. Aladdin.
Soliman.
Jeg takker Himlen og Propheten, som
Mig skienker slig en værdig Svigersøn.
Fast ubegribelig er Eders Rigdom,
Og Eders Skiønhed sielden; stærkt og kiekt
Og sindrigt funkler Eders Ungdoms Øie.
O! I fortiener rigeligt min Dotter,
Derom er jeg forvisset. Mangen Anden
Faldt maaskee paa at fritte Eder ud,
Om hvor I havde Eders Rigdoms Kilder?
Om hvor I vel var kommen fra? Og sligt.
Jeg giør det ey; da hidtil I har dulgt det,
Saa har I ogsaa vist en grundet Aarsag.
I skiuler den, og det er ligemeget;
Jeg seer jo hvad I har, hvordan I har det,
Det veed jeg ey; og veed jeg mere da
Hvordan jeg selv og alle Adams Børn
Vel har det? Det er nok at vide hvad,
Kun Daaren spørger altid om hvordan.
Aladdin.
Min Sultan! Eders hulde Viisdoms Ord
Neddryppe qvægende, som Morgenduggen,
Fra Cedrens Top, ned paa den ringe Urt,
Som fandt sit sikkre Tilflugt i dens Lye.
Soliman.
Saa vil jeg da imorgen holde Eder
Et prægtigt Bryllup, mine elskte Børn!
Aladdin.
Skiønt Bien ikke længes meer, min Sultan!
Om Morgnen efter Rosens Honningbæger
End jeg, ak! efter hendes Favnetag;
Skiønt Græsset, klamt og nedtrykt af en Storm,
I Natten ikke higer mere efter
Den varme Straale, for at reise sig,
End jeg, ak! efter hendes hulde Blik,
Saa ønskte jeg dog gierne, elskte Fader!
Saa længe blot at sætte op vort Bryllup,
Til hist paa Sletten, ret for Eders Slot,
Jeg op fik bygget mig et lidet Pallads,
Hvor jeg modtage kunde først min Brud.
Soliman.
Det vil jeg ikke nægte dig, min Søn!
Hvor lang Tid mener du at bruge dertil?
Aladdin.
Saa lige kan jeg ey beregne det,
Dog vil det sikkert ikke vare længe;
Thi min Bygmester er en klygtig Mand.
Soliman.
Saa blier det derved. — Følg mig nu i Raadet,
At jeg kan giøre dig bekiendt, min Søn!
Med Fyrstens Pligter, og de Byrder, som
Du sønlig nu skal dele med din Fader.
Aladdin.
Ak! maatte jeg kun have Styrke nok.
Dog, I skal styrke mig, og Eders Viisdom
Skal gribe mig i Faldet, naar jeg snubler.
De gaae.