Soliman. Veziren. En Hob Folk.
Morgiane i Døren.
Morgiane
til Een af Mængden.
Nu, nu! Han har jo ikke nødig just
At støde mig i Siden. Staae han rolig
Til Tiden kommer! Det er ingen Sag
At prøve Styrke med en gammel Kone.
Karlen beskienket.
Hvad har hun her at giøre? Gaae hun kun,
Hun faaer saa ey vor Sultan nu i Tale.
Han taler kun med slige Folk, som jeg!
Der har en vigtig Ting at forebringe.
Morgiane.
En Ting af Vigtighed? Saa tænker han
At jeg har intet Vigtigt at forlange?
Jeg kommer for at bede om hans Dotter,
Gulnare, til min Søn.
Karlen.
Aa hold sin Kieft!
Det er jo Galmands Snak. Men hun maa vide,
Jeg kommer for at klage paa hans Hest.
Thi jeg er Staldkarl, seer hun. Hun taer feil,
Ifald hun troer at jeg er fuld, min Moer!
Thi fuld kan ingen blive uden Viin,
Og Viin er jo forbudt i Alkoranen.
Og Dievlen maatte tygge Opium.
Men nu har Hesten sparket mig for Maven,
I Hiertekulen, saa jeg faldt omkuld.
Og det er ikke førstegang, det Asen!
(O Gud forlade mig, jeg burde ikke
Saaledes tale om vor Sultans Hest.)
Men jeg har alt saa ofte vaerskoet den.
Og troer den, den kan giøre hvad den vil,
Fordi at den er Hest, og jeg kun Staldkarl?
Ney, ney, en fattig Karl har ogsaa Ret.
Morgiane for sig.
Hvad dog en Sultan alt maa høre paa!
Det maa dog ikke være just saa let,
At holde Staten rigtig i Ballance,
Især naar Undersaatterne er fulde.
Soliman.
Vezir! Ha! seer du atter hist i Døren
Den gamle Kone, som forleden bragte
De sieldne Ædelstene?
Veziren forbittret.
Hvilken Frækhed!
Jeg har forbudet hende, frem at komme
Lod hende kalde, og dog kommer hun?
Soliman.
Bie Vezir!
Jeg faaer vel atter nu, som flere Gange,
Her være Eders Raad, istedet for
I burde være mit. Dæmp Eders Vrede,
Og tænk paa hvad der skaffer Thronen Ære,
Og hvad der skader den. I Glædens Ruus
Slap der et Løfte af min Mund, som vel
Ey holdes kan, dog heller ey udslettes
Med Voldsomhed, thi Vold opvækker Harme,
Og Harme Lyst til Hævn, og Lysten Forsøg.
Hvor det kan undgaaes ved et Øiebliks
Velgiorte Overlæg, der bør det skee.
Veziren.
Min Sultans muntre Lune nøder mig
En Skrædderdreng mod Sultan Soliman!
Soliman.
Han være hvad han vil, saa er han dog
Min Undersaat, og jeg hans Overherre.
Min egen Høihed vinder ved at agte
Den Hiord mig Allah gav at forestaae.
Behandler jeg den skiødesløs, som Qvæg,
Saa giør jeg selv mig til en ussel Hyrde.
Veziren.
Tilgiv min Hidsighed, min vise Sultan!
For Godhed er den høistbegribelig.
Den koldeste Natur jo springer op,
Naar Nogen rører ved dens friske Saar.
Og mit! Behøver jeg at sige meer?
I veed, min ædle Herre! hvilken Glæde
Der sødt beruste mig, ved Tanken om
At Eders hulde Naade havde vandet
Mit gamle, halvuddøde Stammetræe
Med persisk Fyrsteblod: Opløst Rubin
Af Morgensolen venlig giennemvarmet!
Jeg dølger ey de søde Drømme. Ak!
De svandt som Maanen for den lumre Dag.
Og nu —
Soliman.
Vel! Jeg begriber det, min Ven.
Men du har lovet, ey at røre ved
Et Saar, der smerter mig saavel som dig.
Gaae altsaa hiint forbi, og siig hvad her
Du mener der er bedst for os at giøre?
Veziren.
Da det er Eders Hensigt, kun at skræmme
Den Daarlige herfra, og ey at straffe,
Saa paalæg hendes høistforelskte Søn,
At giøre hvad I veed han ey formaaer.
Det skaffer os for deres Daarskab Roe.
Soliman.
Vel talt. Lad hende strax da komme frem.
Og lad de Andre bortgaae for idag.
Veziren vinker Morgiane frem. Hun kaster sig for Thronen. Alle de Øvrige forføie sig bort.
Soliman.
Jeg kiender dig, og veed hvorfor du kommer;
Har heller ikke glemt mit Ord til dig.
Jeg sagde sidst, at den, som kunde give
Slig Gave, som du bragte fra din Søn,
Han kunde blive en Prindsesses Husbond.
Hvad da jeg sagde, siger jeg endnu.
Thi er din Søn saa riig paa sieldne Sager,
At han kan give slige Ting, som hine,
Blot i den brugelige Divanskat,
Saa er et sligt Partie ham ey for høit.
For altsaa nu at komme efter dette,
(Thi muligt var det, at kun Hændelsen
Har skaffet ham den sidste sieldne Skat)
Saa hør nu hvad jeg fordrer til Bevis:
I Morgen, nu ved denne Tid omtrent,
Skal han mig sende fyrgetyve Bækk’ner
Af drevet Guld, og de skal være fyldte
Med Ædelstene af det sidste Slags.
Og disse fyrgetyve gyldne Bækk’ner
Skal fyrgetyve sorte Slaver bringe.
Og disse fyrgetyve sorte Slaver
Skal følges hid af fyrgetyve Hvide.
Hvis dette skeer, saa staaer jeg ved mit Ord,
Og givter strax min Dotter med din Søn.
Hvis ey det skeer — saa lad mig aldrig høre
Endnu et Ord fra Eder. For hans Gave
Tilgiver jeg da hans Forvovenhed,
Paa Vilkaar, at han aldrig prøver paa,
Ved Eder eller nogen Anden, tiere
Til mig at komme med sit frække Forslag.
Han reiser sig og gaaer bort med Veziren.
Morgiane ganske slukøret.
Ja, saadan gaaer det! Har jeg ikke sagt det?
Nu staaer han der en Kiøn. Det lader net!
Har jeg ey ti, ey tyve Gange, sagt ham:
Aladdin! nebbet Qvæg forliges bedst;
En tintet Soe og skurvet Orne trække
Bedst sammen. Kiere Søn! siig mig, hvad skal
Et Jettehoved paa et Dvergelegem?
Sye ikke Fløiels-Klud til Vadmels-Kofte.
Behøver jeg at sige dig, min Søn!
At Skarn og Vox ey brænder eens i Kirken?
Men det var Præken kun for døve Øren,
Det hialp ey meer end at slaae Vand paa Gaasen.
Nu har han det saa godt, det arme Skrog!
Bag efter kommer Humlen. Morgenlatter
Blier ofte Aftengraad. Men som man reder
Saa ligger man. Hvad vilde du, min Søn!
Paa den Galley? Bag efter kommer tyndt Øl!
Gaaer.