I første Tider,
Da Aser droge
Hid fra Østen,
Hvor Solen opstaaer,
Morgenrødens
Klare Hiem;
Da vandred Gefion,
Hvidarmet,
Fuldbarmet,
Den skiønne Disa,
Om paa Fastland
I Maaneskin.
Egn hun søgte
Fuld af Træer,
Egn hun søgte
Fuld af Korn-Ax,
Egn hun søgte
Fuld af Kilder,
Hvor grønne Hytter
Mildt omfavned
Stærke Kæmper,
Skiønne Møer.
See, da treen hun
Blid for Gylfe,
Fastlands-Konge,
Og bad om Egnen
Med Rosensmiil.
Gylfes Øie
Nedsank brændende
I den fulde
Unge Barm;
Da smiilte Blikket,
Da blussed Kinden,
Da sagde Læben
Gierne: Ja!
Og hun spændte
Sine Øxne,
Kridnehvide,
For Guldploven.
Hvor ellers Jern sad,
Sad nu Karfunkelsteen,
Jetteslebet.
Og hun lagde
Hvide Hænder,
Silkebløde,
Fast om Grebet.
Ploven furede
Dybt i Grunden;
Vældigt Øxnene
Pløied Egnen
Ud i Ægirs
Sølvblaa Skiød.
Og Ranas Døttre
Hopped dandsende
Rundt om Øen.
Og Freia plantede
Sine Roser
I dens Lunde.
Og gamle Nøkker
Søgte eenlige
Vaade Boliger
I dens Bække.
Og smukke Alfer
Smutted spøgende
I dens Høie;
Nu de lege
Ved Midnatstide
I Bøgeskoven.
Heltes Hiem,
Du gamle Siølund,
Hyggeligt udsøgt
Iblandt Nordens
Bedste Egne!
Tag min Sang.
Hil dig, Gefion,
Bedste Disa
Iblandt Diser!
Siølunds unge
Skiald dig priser.