Maria.
Hist sidder en gammel Mand, som er blind,
med nedböiet Hoved, med nedböiet Sind.
Han synger saa rörende, lad os ei gaae.
Lad os blive lidt og höre derpaa.
Den Blinde.
Giver den gamle, blinde Mand lidt,
som her under Egen sidder og synger.
Hans Röst er saa svag, hans Haar saa hvidt,
Kummer hans matte Hierte nedtynger.
Alt Gravens Taage sig tungt har lagt
omkring hans döde, udslukte Blikke.
Han trylles ei meer ved Naturens Pragt.
Han hörer kun Fryd, han föler den ikke.
Han havde en Hustrue, saa from og blid,
ak! ogsaa hende skulde han miste.
Han hörte hun ralled i Dödens Strid,
men kunde ei see hendes Öie briste.
Fiolen var hans eneste Tröst,
den havde en Ven ham i Döden givet.
da kaldtes han som tilbage i Livet.
Men ak! i Vinter, i yderste Nöd,
da ingen ændsed hans Sang og Klage,
da solgte han sin Fiol for Bröd.
Nu har han intet mere tilbage.
Snart trænger min Siel af det döde Leer,
som, liig en Snegl, den maa med sig slæbe.
Snart er jeg ingen til Byrde meer;
snart tier min kolde, min hvide Læbe.
Skaffer mig min Fiol igien,
at jeg kan tolke min stumme Smerte.
Den var min eneste, sidste Ven.
Skaffer mig min Fiol igien!
ellers brister mit fulde Hierte.
Maria
lader sin lille Pengepung synke ned i hans Hat.
Ludvig.
Maria.
Mod den gamle Mand er vi lykkelige!