En gammel Mand med en Perspektivkasse.
I kiere Venner! kommer hid.
Her kan I for en ringe Hvid
faae mange smukke Ting at see,
igiennem disse Huller tree.
En lille Verden underlig
i Kassen jeg har samlet mig.
Naar kun jeg trækker i en Snor
bevæger jeg den hele Jord,
og bringer Folk og Stæder frem
og atter strax forjager dem.
I kiere Venner! kommer hid.
Det koster kun en ringe Hvid.
Man samler sig om Kassen.
Her seer I nu en Klippetop,
hvoraf en Vandrer stiger op.
Paa Klippen staaer en röd Ruin,
paa Porten skrevet staaer Latin,
langt borte, Skrivten er kun fin.
Det er en gammel Ridderborg.
Saa taus den synker hen i Sorg
og skuer underlig og blid
tilbage i den svundne Tid,
da Riddere med Brynier blaae
og skiönne Möer den om sig saae.
Et Hul i Taarnet hist I seer.
Nu er der intet Vindve meer.
Der sad engang en Pige blid,
I Aftenrödens dunkle Tid,
og stirred taus ad Veien hen,
og vented længselfuld sin Ven.
Ak Tiden kommer, Tiden gaaer.
En Kirke i det Fierne staaer.
Ved Altret er en Marmelsteen,
den ruger paa de Elsktes Been.
Seer kun hvor langsomt, sörgelig,
den trætte Vandrer nærmer sig,
mens Solen bag den röde Muur
gaaer ned i hellige Natur.
Skifter om.
Her seer I tvende Hære staae.
Med Kiempekraft de begge slaae.
I seer ei Rög, der blier ei skudt.
Den Tid var endnu intet Krudt.
Da gieldte det i Herrefærd
at trænge giennem Spyd og Sværd.
De synge höien Heltesang
og vil hinandens Undergang.
Naturen bliver ofte harm
og dræber sig med egen Arm.
Da velter Bierget Flammer op,
da skielver Jordens Kiempekrop,
da lyner det i höie Blaae
og Dybets Bölger vældigt slaae,
da spænde Mandens Muskler sig
Saa vexler det til sidste Led
imellem Had og Kierlighed.
Skifter om.
Lidt mörkt og sort det falder her.
Vi meer ei over Jorden er.
Vi stige ned i dunkle Field,
omsuust af kolde Kildevæld.
Seer I hvor rigt det röde Guld
sig slynger bag det kolde Muld,
i haarde Steen? Som modne Halm
de meie bort det rige Malm.
Men seer I hist en Skye saa hvid,
som langsom, stolt sig vælter hid?
Den favner Biergets store Aand,
som bringer Döden i sin Haand.
Hvis ikke ned de kasted sig,
da dræbte han dem sikkerlig,
thi han er i sin Hu saa vred,
fordi de bryde hans Rolighed,
fordi de rane bort hans Skat
og lyser op hans mörke Nat.
Han hedder Kobolt og er hvid
og er bekiendt fra gammel Tid.
Skifter om.
Tilbage vi i Tiden gaaer,
om I saa synes nogle hundrede Aar.
Her seer I nu et gothisk Kammer,
det svage Lys i Natten flammer;
ved Bordet sidder en geistlig Mand,
med Haand under Kinden grubler han.
Pergamenter af Alder graae,
gamle Skiolde med Skrivter paa,
Træebark med halvudslukte Ciffer,
Stene med Runer og Hieroglypher,
Ting af mere Værd end I troer,
ligger rundt omkring paa det store Bord.
Han stirrer ud i den vide Natur,
giennem Vindvet, paa den tykke Muur.
Naar man sidder i mörke Midnatstund
og stirrer ud i den dunkle Lund
og Maanen med sine blege Miner
kneiser over de ganle Ruiner,
da bliver man saa underlig,
det Svundne og det Kommende hæver sig,
i Ubetydelighedens Slör.
Han skuer dybt i Naturens Höie,
den ædle Mand, med sit skarpe Öie,
og stirrer til den straalende Top,
hvorfra vi er siunken og atter skal op.
Saa griber han Pennen i sin Haand,
for at indgyde Nutid Oldtids Aand.
De adspredte Sange han forvandler
til et gothisk Epos, som lever og handler.
Tak være den gamle Canonicus!
han hedder Saxo Grammaticus.
Skifter om.
En aaben Mark her for Jer staaer.
Et Vindpust over Sæden gaaer.
Det er saa tyst. Slet ingen Stöi!
See midt paa Marken staaer en Höi.
Paa Höien staaer en Runesteen,
derunder hvile gamle Been.
Den Höi staaer der fra Arilds Tid,
nu plöies den med megen Flid
tilgrunde, af sin Eiermand,
at den kan blive Agerland.
Alt ofte har han prövet paa,
de store Stene bort at faae,
fordi de fyldte op hans Jord,
men denne var ham altfor stor.
See! Maanen giennem Skyens Rift
nedstirrer paa den gamle Skrift.
Imens den Döde vandred her
den stirred i hans Taareskier.
Thi Maanen er en gammel Mand,
Han smiler lige huld og blid,
i höitidsfulde Midnatstid,
til Elskovs helligsagte Fied
og til det skumle Rettersted.
See! hvor paa Runerne han seer,
i det han iler bort og leer.
De sieldne Tegn han vist forstaaer,
hvis Mening svandt med svundne Aar;
og hvis han tale var istand
fortalte os den gamle Mand
vist mange underlige Ting,
som der er skeet paa Jordens Ring.
Men da nu kun hans matte Blik
kan tolke hvad han skue fik,
saa vækker han, vemodig, blid,
kun Anelser om dunkle Tid.
Alle stirre henrykte paa Maleriet. Den Gamle lader Laaget synke. Valdhornene blæse under Egetræet, ved Gyngen.