Digteren.
Liflige Vaar!
Atter du kommer paa lysgrønne Vinge.
Glædeligt Aar!
Synge maa Skialden, og Harpen maa klinge.
Mellem den qviddrende, jublende Fryd
Blander sig Sangens og Tonernes Lyd.
Tag jer i Agt,
Ynglinger! vogter, o tager jer Vare:
Pilen er lagt,
Buen er spændt, eders Hierter i Fare.
Amor er kommen, han Koggeret fik,
Fyldt med de Deiliges træffende Blik.
Saaret er sødt,
Ak! men det ulmer, det tærer, det brænder.
Græsset er blødt;
Plukker det af med de skiælvende Hænder!
Græsset, som voxer i Skyggen saa skiønt:
Haabet ved Navn, saa husvalende grønt.
Urten jeg veed,
Urten, som strax vederqvæger og læger:
Gienkiærlighed!
Kraften den har i sit saftige Bæger;
Duggen, som lædske, som køle kun kan
Elskovens hulde fortærende Brand.
Amor! hvordan?
Kommer saa snart du, som Bøgenes Blade?
Sydlige Land
Kan du letsindig saa hurtig forlade?
Vingede Dreng i det flagrende Flor!
Ynder du følsomme hierter i Nord?
Amor.
Havet det blaa
Flyder jo her, som for sydlig Himmel.
Øerne smaae
Kruse sig, som i helleniske Vrimmel.
Tonen i Sprogets melodiske Klang
Nærmer sig jo den ioniske Sang.
Pigen er skiøn,
Blaaøiet, blond, som homeriske Skiønne.
Øernes Søn
Vil jeg for Kiækhed og Snille belønne.
Snart er jeg hisset, og snart er jeg her,
Let er min Flugt over Floder og Træer.
Kommer en Vaar:
Færdig med Dække, med Bidsel og Sele
Opsadlet staaer Gangeren graa, min smaa Philomele,
Pegasus liig. O, hvor Dækket er blødt!
Vingen den spiler, og vrinsker saa sødt.
Hen giennem Luft
Flagrer jeg da i den tidlige Sommer.
Urternes Duft
Giver tilkiende, naar Kiærlighed kommer.
Kølige Skyer bestænke min Vei,
Luun falder Draaben, da vaagner min Mai.
Derfor i Glands
Throner jeg her med den vaarlige Sanger.
Bøgenes Krands
Med sine Løv mig i Skyerne fanger.
Ungdommen lokker hid med min Pragt,
Da først begynder i Skoven min Jagt.
Listig da der
Skyder et Blik af den stille Blondine;
Sortøiet her
Træffer en Mø med sin brændende Mine.
Barmen, saa stolt af den fyldige Snee,
Blænder det Øie, som vover at see.
Digteren.
Gierne jeg meer
End havde hørt mellem Rosernes Lue,
Ha, men jeg seer
Skalken bag Træet alt spænde sin Bue!
Flygte jeg vil, at han træffer mig ei
Yndigste skiønne mig spærred min Vei.
Nu er jeg skudt,
Brændende Længsel mit Hierte nu dræber;
Deiligste Glut
Traf med et Smiil mine siungende Læber.
Himmelske! hvis ei din Mund af mit Saar
Udsuger Giften, da plat jeg forgaar.
Musa.
Kiender du mig
Endnu ei bedre, min sværmende Digter?
Tid, at jeg dig
Fører fra Sværmen til skyldige Pligter.
Syng nu om Elskov, saa meget du vil!
Mig hører Sangen og Elskoven til.