Solen skinte varm og skiøn,
Dagen var saa blomstergrøn,
Baldur bag ved Egen stod,
Styrked Ungersvendens Mod.
„Ængst dig ei ved Nornens Sang,
Gak med freidigt Mod din Gang,
From i Hierte, kiæk i Aand!
Det staaer i din egen Haand.”
Saadan sang han, og forsvandt;
Men hans Trøstens-Ord er sandt,
Angstens Vinter-Iis flød hen,
Mildt staaer Haabets Grønt igien.