En Vandringsmand triner op paa en gammel Gravhöi, der staaer ved Veien, og siger som Prologus:
Velkommen! i den röde Morgenstund,
Enhver som tidlig nu har samlet sig,
for snart med ufortrödne, raske Fied
at fölge os fra Byens dorske Taage
til Skoven hist, som grön og sval sig hvælver.
Her seer I Veien! Fra den lille Höi
kan I den næsten ganske overskue.
Fra lumre Gader, hen igiennem Marken,
hvor Græsset bölger i den friske Luft,
vi ile jublende, med lette Skridt,
igiennem Veiens Stöv og Solens Straaler,
for destolænger at opholde os
i Skovens gamle, svale Bögelunde.
I seer en Sværm af Gamle og af Unge,
af Overgivne og Alvorlige,
af Fattige og Rige sammenblandet;
den muntre Teltecirkel stolt omringet
af Vaarens höie, lysegrönne Telte,
hvor taus Naturen straaler i sin Glands.
Saa lad det Eder heller ei fortryde
at lytte til et sammenblandet Chor,
hvor Overgivenhed og Skiemt og Glæde
afvexler med en dybere Natur.
Jeg er en gammel Gubbe. Digteren
har bedet mig at træde frem og tale.
Han troer mit Sölvhaar og min svage Stemme
og stemme Eder for det lette Spil,
som flygtig Phantasie har sammenföiet.
Betragter denne skiönne Foraarsmorgen!
Naturen taler varmere end jeg.
See! hisset nærmer sig en Spillemand.
Omringet af de blomsterklædte Sletter
vil jeg ved Strengens simple, svage Klang
paa Höien synge jer en Morgensang!
Du skiönne Blaae!
Du hvælver saa huldt om de grönne Straae,
med Dugperlerne paa,
hvor Lærkerne slaae,
hvor Bölgerne gaae,
hvor de spraglede Kornblomster venligt staae!
Du lave Höi!
Din Hvælving fierner fra Lys og Stöi.
Din Urne staaer
fra Oldtids Aar,
af Aske fuld
i det dybe Muld.
Ubevægelig den staaer,
til eengang den store Klokke slaaer.
O lyse Glands!
Naturens funklende Straaledands!
Gyd i mit Bryst
din liflige Glæde, din varme Lyst.
Snart er det forbi.
Snart synker jeg i
det kolde Muld;
og skuer ei længer dit luende Guld.
Ak Livets Lyst!
kun stakket du flammer i det svage Bryst.
Din luende Drik
indsuger saa kort kun det matte Blik.
Det brister saa brat,
i den dunkle, den dunkle Nat.
Arme Menneskestöv!
Visne Löv!
I den kolde Urne maa du hvile der,
mens det er saa varmt og saa lyst og saa herligt her.
O du evige Natur!
inden jeg favnes af den sorte Muur,
lad mig skue dig!
Du oplue mig!
Din uendelige Harpe saa huld,
med de liflige Strenge,
af Havets Sölv og af Solens Guld
i mit Hierte trænge,
med sin Harmonie,
med sin söde Sympathie!
Flora! evigunge Möe,
huld du kommer og forsvinder.
Roserne paa dine Kinder
livner Skov og Mark og Söe.
Flora! evigunge Möe,
tryk mig huldt i dine Arme,
lad mig favne dig med Varme,
favne dig med Kraft og döe!
Prologus gaaer.
Harlekin kommer styrtende op ad Höien og er færdig at snuble:
De Gravhöie skulde Fanden flytte!
De staae her og giör ikke den mindste Nytte.
Gnider sit Been.
Det er en Levning af Barbariet;
jeg troer jeg skal klage for Politiet.
Kommer frem og bukker meget ydmyg for Publikum.
Mine Herrer og Damer, jeg har rendt som en Hest.
Bryd jer ikke om den gamle Kiellingepræst.
Jeg er den rigtige Prologus, jeg!
Forfatteren bad mig löbe min Vei,
og krybe op paa denne Höi
og fortælle jer under megen Stöi
at nu skulde Stykket strax gaae an.
Det hörte den gamle, enfoldige Mand.
Saa skyndte han sig med lange Skridt,
mens i Vibenshuus jeg bedede lidt;
og mens jeg i Lundehuset fik mig en Dram
kom han i Forveien. Det er Skam!
Hans Snak skal I ikke bryde jer om.
Den gamle Nar gaaer i Barndom.
Han förte vel en lang Conferents
om Composition og en höi Tendents.
En höi Tendents i et Dyrehavespil!!
I hans Pande det aldrig gaaer rigtig til.
Det skal være paa sin shakespearisk.
En Skik som hos os er reent barbarisk.
For Guds Skyld lad Eder ikke smitte
af denne uvidende, excentriske Britte,
som giör Theseus til Hertug i Grækenland
og troer at Böhmen er omflydt med Vand.
Nei, mine Herrer! Med Galskabens Rangle
Eders ærede Bifaldssmil at angle —
derpaa Forfatteren ene vil pönske,
det er hans höieste, fromme Önske.
Bliver han undertiden lidt tör,
humant I overbære bör.
Du lille Kunstdommer, som saa net
betragter mig giennem din Lorgnet,
vær derfor ikke altfor severus.
Interdum dormitat bonus Homerus!
Nu har jeg opremset min hele Lexe.
Nu skal I see at jeg ogsaa kan hexe.
Han slaaer i Jorden med sin Brix. Skuepladsen forvandles til et Værelse i Byen.
Nu ere vi alle til Staden draget.
Stykkets Eenhed er just ei iagtaget;
men de som ei lider Changement
kan blive naar vi flytte næste Gang.
Her er vi i Huus hos en Borgermand.
Men hillemænd! see der kommer han.
Jeg faaer da vel at vige for Personen,
for ei at forstyrre Illusionen.
Gaaer.