Hun sidder og nynner saa smaat
til Takt efter Vuggens Gjænge;
hun synger sin Lille en Sang:
»Sov sødt, mit Barn, sov længe!«
Hun synger sin Lille en Sang,
om hvad hendes Hjerte gjemmer;
derinde var Tanker nok
til tusinde Syngestemmer.
Hun pusler med Haanden saa let
om Puderne lune og bløde;
som Barnet hun selv synker hen
i Drømme, saa lyse og søde.
Alt hvad hun har kæmpet og stridt
mod Uro og Angst og Smerte,
hvad vejer det mod den Sejr,
hun rummer nu i sit Hjerte!
Hvad vejer det mod det Haab,
som lyser om Barnets Leje!
— O, hvo kan maale den Fryd,
et Moderhjerte kan eje!
Se, sagte hun bøjer sig ned
og kysser de buttede Arme.
O hvor kan en Moders Kys
dog brænde af Kjærlighedsvarme!