Som Stormen i Høst jager hurtigt afsted,
saa jager og Tiden med ilende Fjed.
Som Stormen henfly’er over Bakke og Vang,
saa flyver og Tiden med vekslende Gang.
Som Stormvinden røver fra Dal og fra Lund,
saa røver og Tiden fra Hjerternes Grund.
Som Stormen adskiller Smaablomsternes Rad,
saa skiller og Tiden tidt Livsvenner ad.
Som Stormen bortvifter den høstmilde Luft,
saa bortvifter Tiden tidt Mindernes Duft.
Som Stormen den døver Smaafuglenes Raab,
saa døver og Tiden vort jublende Haab.
Som Stormen henvisner de Blade paa Kvist,
saa visner og Tiden vor Livskraft tilsidst.
Lad Stormen kun vejre de Smaablomster hen,
der kommer en Vaar dog adaare igjen.
Lad Tiden kun graane os Aar efter Aar,
der straaler histoppe en blivende Vaar!