Hvor svinde Timerne dog brat!
Aar efter Aar umærket glider
i Fortids Skjød — og nye Tider
udvælde tyst af Fremtids Nat.
Hvad føre de vel med i Gjern?
Hvad bød os Timerne, de svundne?
Hvad byde nu de nys oprundne?
— En Levefrist i Støvets Hjem.
Kun lidet ændses Døgnets Flugt;
i Travlheds Larm sig Verden kaster,
og rastløs frem den altid haster
at plukke Fremtids skjulte Frugt.
Fra Svøb til Grav gaar Livets Sti,
og Vandrelyst blev Alle givet,
ak Mange vandred gjennem Livet
og vandred Livet dog forbi.
Slægt efter Slægt til Hvile gaar,
kun Faa forstaa, hvorfor de lever;
kun Faa forstaa, at Livet kræver
lidt mer end blot et Maal af Aar.
Held Dig, om i Din Aftenstund
Du føle kan, at Livets Dage,
som svandt — dog Livet lod tilbage,
det Liv, som trodser Gravens Blund.