Velkommen, velkommen, mit elskte Barn,
fra Sengen her ud i Haven!
Gud Fader ske Tak, at ej det blev
fra Sengen og ud i Graven!
I Dage og Uger, alt mens du laa
og sygnede hen der inde,
gik jeg her ude og puslede stilt
og var saa forpint i Sinde.
Jeg savnede dig, din Leg og Sang,
din lystige Springen og Jagen;
jeg var jo vant til min Drengs Besøg
vel tyve Gange om Dagen.
Jeg bad saa tit, naar ene jeg gik
her ude i Havens Gange:
»O Gud, jeg har der inde en Blomst,
for hvilken jeg er saa bange!
Hvis den, trods al vor Pleje, gaar ud,
saa falmer hele min Have.
Vil du da pleje den, kære Gud,
og give den Sundhedens Gave!«
Ja tro mig, mit Barn, jeg var saa fuldt
af Tanken om dig optagen;
nu var det mig, der søgte til dig
vel tyve Gange om Dagen.
Men nu er den endt, den trange Tid,
Gud førte den naadig til Maalet.
Jeg synes aldrig, min Have før
saa skønt som i Dag har straalet.
Tag Blomsterne her, de bedste, jeg har,
og fryd dig ved Farven og Duften!
Gid Farve og Friskhed du selv, min Dreng,
maa vinde her ude i Luften!
Men gid for alt, at din Barnesjæl
maa vokse og trives herefter,
at den af Guds Naades sunde Luft
maa indaande Evighedskræfter!