Godmorgen! — Her staar jeg paa Dækket,
paa ny til mit Arbejd parat.
Et Par Timers Lur i min Køje
har atter i Orden mig sat.
For strygende Bør glider Skuden
over Bølgernes gyngende Favn.
Hurra! Slig en Fart kan jeg lide,
inden Aften vi løbe i Havn.
Aa, dejligt det er dog at færdes
paa Søen fra Kyst til Kyst!
Hvor rigt er dog Livet her ude
paa Friskhed og skiftende Lyst!
Men det er ej Løjer alt sammen,
der er Alvor iblandt, kan jeg tro.
— Det kender I Godtfolk nu ikke,
som inde paa Landjorden bo.
Her vanker ej Tevand paa Sengen,
— kan hænde, der før vanker Knobs.
Tit purres jeg ud midt i Søvnen
for i Mørket at entre til Tops.
Tit faar jeg en Sø over Nakken
paa ægte Styrtebads-Vis,
mens Nordvinden bider i Næsen,
og Næverne stivne som Is.
Matroserne støje og skælde,
og tit faar jeg varmet min Bag;
men hvad — det er alt sammen noget,
der følger med Sømandens Fag
— En Ting jeg ved kun, som ængster
og trykker mig nu og da:
Jeg længes saa inderlig efter,
at høre der hjemme fra.
Nu er det et halvt Aar siden,
at bort fra Hjemmet jeg fo’r.
Hvordan mon hun nu vel har det,
min egen velsignede Mor?
— Ja tit, naar jeg tænker paa hende,
mit Øje løber i Vand;
jeg skammer mig næsten over,
at ej jeg har bedre Forstand.
Matroserne grine og vrænge,
hver Gang de kan se, jeg har grædt;
men hvad skal jeg sige? Jeg føler,
at de jo i Grunden har Ret.
En Sømand maa ikke græde,
men være ved frejdigt Mod.
Men — naar man nu har en Moder,
som er saa usigelig god . . .!
Naa — en jeg ved da, som ikke,
gør Nar ad et taarefyldt Blik;
til ham har jeg vendt mit Øje,
før jeg til mit Dagværk gik.
Og han vil nok skærme min Moder
og følge mig selv paa min Vej.
— Hvad nu! — Var der nogen, der kaldte?
Halløj, Hr. Kaptajn, her er jeg!