Naar vi som Børn, med Øjets Glans fornyet,
slog op vort Vindue, hilsende paa Gryet,
og sendte op et Fadervor fra Stuen
— hvor stod da Himlen høj, hvor blaaned Buen!
Vi fatted Ordet ej om Verdenssukket,
thi Edens Laage var jo ikke lukket:
Se, hvor den skønne Jord i Lys sig bader,
og tifold Lys der er jo hos Gud Fader!
Vi tror endnu, trods Suk, paa Havens Lykke,
vi var derinde jo et lille Stykke,
hver Gang i Stue og i Stolestader
vi følte Fljerteslaget hos vor Fader.
Naar Tanken sig har syslet mørk og svimmel
med Verdenslove og Systemers Vrimmel,
da er der ét: vort Barnetilraab „Fader!”
der klarer alt, trods Gaaders Myriader.
Kan ret du aande ud i Fadernavnet,
ved aabent Vindue, Sorgen, Hjertesavnet,
da lukker Morgenlys du ind i Stuen,
da højnes Himlen, og da blaaner Buen.
At føle sig som Barn for Gud i Aanden
og mærke paa sit Hoved Faderhaanden,
det er at skælve under Lykkedaaben,
det er at skue Laagen evig aaben.