Vi har Kirker, Bedesale,
alle ved om Gud Besked,
mange dog om Gud kun tale,
naar de slynger ud en Ed.
I, hvem Herrens Navn har rystet,
saa det dybt i Knæ jer tvang,
medens Angsten greb i Brystet
— I har følt dets stærke Klang.
I, hvis Sjæl har lønlig glødet
takfyldt i hans Naades Favn,
I har salig følt ved Mødet:
mildere er intet Navn.
Om jeg vakler, om jeg halter,
om jeg skal paa Gløder gaa,
Herre, lad dit lille Alter
evig i mit Hjerte staa!