Jeg steg og steg mod Bjærgets Top
ad Gemsens vilde Sti.
Længst Dalens Tummel var hørt op
og Fuglens Sang forbi.
Snart svandt og Solens sidste Glød,
den sidste Blomsterduft;
dybt nede Byen laa som død
i Aftnens Taageluft.
Og Top ved Top i Nattens Fred
med Sne- og Isdragt stod;
det var, som Kulde, Ensomhed
jog Rædsel i mit Blod.
Da standsed ved et Kors jeg brat
nær Afgrundsrandens Arm
— hvor blev jeg i den øde Nat
med et da glad og varm!