Hvor travle end Dagene falde,
naar Julen for Døren vi ser,
vi har imellem dog alle
et fredhelligt Frikvarter.
Da skærpes saa sært vort Øje
for Dagenes Misgreb og Tant,
ved Stjernens Glimt fra det høje
vi øjner vort Livsmaal grant.
For Fremskridt ved Tanke og Snille
der blæses saa højt i Lur;
men det, som vor Frelser vilde,
det var: vort Hjertes Kultur.
Og hvis du i Julen kan mærke,
du bliver paa dette klog,
da faar du Længsler saa stærke
og drager paa Pilgrimstog.
Tit Sjælen af Verden er fangen,
og Tankerne sukker i Bur,
i Julen frigøres i Sangen
det himmelske i vor Natur.
Og alle Sorger sig jævne
og Hjertet forstaar og tror:
det Liv er ej „over Evne”,
som stiler mod Fred paa Jord.