En Snemark hvid, en Landsby, lun og stille,
et Væld af lange Toner over Vang,
et Sus af Engle, der i Luften spille
og ringe alle Hjerter op til Sang — —
Ej ene Lyd af Malm er Klokkens Klange,
nej, der er Minder, Drøm og Haab deri,
og der er Glædesgraad og Sejerssange,
al Livsens varme, lyse Poesi.
Fald over Byen tæt, du Drys af Lyde,
du Regn af Trøst, du Strøm af Fred,
fald over Rigmands Grund og fattigst Gyde,
fald tættest over syge Hjertebed!
Du urofyldte Sjæl, som Gys fornemmer,
fordi du raadvild staar paa Kirkevej,
vær trøstig! Gud ej fattigt Barn forglemmer;
han Fjender har, men Stedbørn har han ej.
Du kære Jul! Mens Taarnets Klokker klinger,
og By og Bo indsuger Julefred,
fra Kirken i vort Bryst det ringer — ringer —
og Livet er velsignet, Døden med.