Som jeg har gjort saa mangen Nat,
naar Søvnen flyr mit Leje,
jeg driver om, mismodig, mat,
paa Villabyens Veje.
— Saa tyst der er i hver en Krog
og mørkt i alle Stuer,
kun fra en Hjørne-Lygtes Spids
et døsigt Ildpunkt luer.
Et aandeagtigt Natteskær
staar over Vej og Haver,
hist svinger fra en Tørresnor
en Række hvide Kraver,
en ensom Mis sig lister om,
vi kender — jeg og Katten —
at aldrig er her større Fred
end Klokken to om Natten.
Hin travle Flok, som tripper om
ved Dag paa disse Veje,
sig strækker nu med Velbehag
paa Kamrets lune Leje,
hensunken dybt i Blund og Drøm
bag trygge Slaar og Stænger,
ej anende, at ude gaar
en søvntræt Nattegænger.
— Jeg standser ved en Laage brat
og ser bag Frugttræ-Stammer
et Hoved paa et hvidt Gardin
i Lysskær fra et Kammer,
jeg ser en Skygge af en Ske,
en Flaske bliver rystet — —
da er det, som med et jeg faar
et sælsomt Tryk for Brystet.
Tyst gaar jeg bort, med Blikket vendt
op mod det hvide Klæde,
det er, som gik jeg paa et Gulv,
hvor jeg skal varsomt træde.
— Jeg vandrer hjem; min kære Flok
i tryggest Blund jeg finder.
Hvor takker jeg den gode Gud
for disse røde Kinder!