Disse brede Bondemarker,
denne kølig-friske Luft,
Overdrevets vilde Parker
med den søde Slaaenduft,
Gærdets Bær og Lundens Ranker
Høgens Sving om Bondens Banker
— alt jeg sanser, alt jeg favner
med saa stærke, længselsfulde Tanker.
Jeg kan høre Møllen drøne
med sit Væld ved Bakkens Kløft,
jeg kan se den vilde Høne
svirre op fra Markens Grøft,
se den brune Pige stænke
Mosens lange Tørvebænke,
se og høre tusind Løjer
... aa, hvor kan jeg sidde her og tænke!
Vandre i en Rugmarks Render,
gnide Vippen, gul og tør,
gaa med Bøssen efter Ænder,
spise Frokost mellem Rør,
mærke Solens Glød paa Kinden,
synge en Duet med Vinden
— ak, jeg sukker, stryger Øjet,
bliver dog saa ung og varm forinden.
Gerne for lidt Sang af Blæsten
gav jeg bort mit Digt i Dag,
hellere end Vingehesten
spored jeg en Treaarsplag.
— Ak, jeg graaner; men jeg gemmer
i mit Hjerte Fuglestemmer,
Sus fra Moser, Duft fra Parker,
Sol fra lyse, brede Bondemarker.