Du kan finde det i Duften
af en dugvaad Æblerose,
i en natlig Lyd i Luften
paa en taaget Ellemose,
det kan stryge over Sinde
ved et vaarligt Vift i Marts,
glimte i et hengemt Minde
dybest inde
ved en Blinken af en Skovvejs Kvarts.
Det kan staa i Kvinde-Øjet,
kan i Lynfart Sindet fange,
det kan lysne, naar du bøjet
stirrer gennem Drømmens Ange.
Som et Varsel kan det vække,
farve Fantasiens Spind,
skabe brat bag Tavsheds Dække
Haab, der række
udve-sygt mod Lykkens fjerne Tind.
Lær kun væk, at det, der anes,
Emner er fra Hjerne-Celler
— aldrig helt af Tvivlen ranes
det, os Anelsen fortæller;
thi vi føler, at den bunder
inderst, trods vort Væsens Brist,
i en Sans, som endnu blunder,
men som stunder
mod et „Vaagn” i dagklar Morgen hist.