I Toner, som en Gang jeg hørte klinge
fra Orgelpiber og fra spændte Strenge,
som evnede til Sjælens Bund at trænge
og fik hver Klokke i den til at ringe,
I, som til Hvile Blodet kunde tvinge
og orkede for Mismods Kval at stænge —
ak, I har været borte fra mig længe
— vil ej I mer imod min Sjæl jer svinge?
O kom igen i mine sidste Stunder,
flyv hid blot et Minut i Flok og Klynge
og ton med Genlydsdrag, imens jeg blunder,
sving mig som før i rene Drømmes Gynge
og stryg som Vift hen over Sjælens Vunder
med Orgelklang, der faar mig til at synge!